HORESTA opfordrer til, at der oprettes et register over alle dem, som lejer deres bolig ud gennem Airbnb eller andre lignende platforme. Samtidig ønsker HORESTA, at det bliver obligatorisk at indberette det antal dage, boliger udlejes.

”Vi støtter Airbnb-modellen, men lige nu har markedet udviklet sig til det vilde vesten og skabt en urimelig konkurrencesituation mellem private udlejere og hotelbranchen. Airbnb-udlejere har et loft over, hvor meget de må udleje deres boliger om året, men myndighederne har ingen mulighed for at kontrollere, om de overholder reglerne. Det holder ganske enkelt ikke”, siger Jeppe Møller-Herskind, der er konstitueret adm. direktør i HORESTA.

Loftet for udlejning gennem Airbnb er fastsat til 70 dage om året. Men Airbnb-udlejerne er ikke registreret, og Airbnb er kun pålagt at indberette deres lejeindtægter – ikke antallet af udlejningsdage. Derfor er kontrollen i dag mere eller mindre ikke-eksisterende, påpeger HORESTA.

Teknologi bør ikke være en undskyldning
HORESTA opfordrer på denne baggrund regeringen til at implementere EU’s nye Short Term Rental-direktiv (STR-direktivet), som giver medlemslandene mulighed for at stille krav om registrering af alle udlejere og indberetning af antal udlejningsdage.

Dette har regeringen hidtil afvist med den begrundelse, at man ikke råder over de rette IT-systemer. Det er ifølge HORESTA at vende tingene på hovedet.

“Man bør først tage en politisk beslutning om, hvordan man vil regulere korttidsudlejning. Derefter må man indrette sine systemer, så man kan håndhæve de regler, man finder nødvendige. Det er helt urimeligt at bruge tekniske udfordringer som undskyldning for at skabe gennemsigtighed i et marked, som både påvirker branchen og presser boligudbuddet,” siger Jeppe Møller-Herskind, konstitueret administrerende direktør i HORESTA.

I København har teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) allerede opfordret til at ændre lovgivningen, da kommunen finder det stort set umuligt at håndhæve de gældende regler. Der verserer samtidig en debat om, hvornår landets kommuner og styrelser kan forvente en lovet evaluering af reglerne for korttidsudlejning. Evalueringen blev oprindeligt varslet til 2022, men er blevet udskudt flere gange og forventes nu først klar i år.

Balance er nødvendig
HORESTA ønsker ikke at forbyde korttidsudlejning eller fjerne danskernes mulighed for at tjene penge på at leje deres bolig ud i ferier. Organisationen mener dog, at uigennemsigtighed i forhold til antal udlejningsdage skaber en situation, hvor lovlydige værter og professionelle hoteller taber til aktører, der reelt kører fuldtidsudlejning uden at blive mødt af de samme krav.

Ifølge Jeppe Møller-Herskind kan en dagbaseret indberetningsmodel gøre det muligt at håndhæve det politiske loft for udlejning på en retfærdig måde og samtidig hindre, at boliger omdannes til permanente ferie- og fritidslejligheder.

“Formålet er at sikre en rimelig balance, så danskernes mulighed for at dele deres hjem ikke går ud over både boligmarkedet og professionelle overnatningsvirksomheder. Vi har brug for klare regler, der kan kontrolleres i praksis, og derfor er en dagbaseret registrering afgørende,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Airbnb ude af kontrol

Branchen kræver strammere regler, mens myndighederne er bagud med sagsbehandlingen.

Bühlmann løfter historisk hotel med millionrenovering

Hotel Scheelsminde i Aalborg gennemgår en omfattende renovering til 15 mio. kr. Bühlmann Hotels vil skabe en luksuriøs hoteloplevelse med respekt for historien. Projektet omfatter nye konferencefaciliteter, værelser og et moderne spaområde.

Log ind