Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Da nu tidligere ejer og direktør i pizzakæden Ild Pizza, Anders Grønborg, tirsdag valgte at indgive konkursbegæring for selskabet, fortalte han, at han i alt havde betalt 49 mio. kr. af på den gæld, som den konkursramte virksomhed efterlod. 

Inden egenbegæringen havde Anders Grønborg omdøbt selskabet til ”Selskabet af 18. marts,” hvilket var for at redde navnet og potentielt brandet, fortalte han til FødevareWatch.

”Lige nu er det lukket, men jeg tror vitterligt stadig på konceptet, jeg skal bare ikke selv drive det,” lød det tirsdag fra Anders Grønborg. 

Og selvom det bare er to dage siden, har der allerede været stor interesse for netop at føre brandet videre. Det fortæller Mikkel Winther Løgsted, der er indsat som kurator i konkursboet til Finans i en mail:

”Vi har sikret aktiverne og er allerede i dialog med en håndfuld køberemner, som kunne være interesseret i en hel eller delvis videreførelse af aktiviteterne;” skriver kuratoren, der dog ikke vil uddybe over for mediet, hvor stor gælden er. Han fortæller dog, at kæden havde omkring 200 ansatte i sine i alt 12 restauranter.

 

Log ind