Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Som kompensation til barer, restauranter og caféer, hvis åbningstider har været begrænset på grund af coronarestriktioner, har Erhvervsstyrelsen afsat en pulje på 200 mio. kr.

Puljen udmøntes som et engangstilskud på op til 25.000 kr. pr. serveringsted og skal fungere som en håndsrækning til, at virksomhederne kan sætte gang i aktiviteter for at tiltrække flere kunder trods corona.

I HORESTA finder politisk direktør, Kirsten Munch Andersen, ordningen for "dejlig ubureaukratisk".

Hun er dog skeptisk overfor beløbet til branchen, hvor omsætningen i øjeblikket ligger på halvt plus af det, der er normalt på denne årstid.

"Al hjælp til branchen er velkommen, men hvis det for alvor skulle have gjort en forskel, skulle der have stået et 0 mere bagved beløbet. Lige nu tjener virksomhederne ikke penge på at have åbent, så det er et lille bidrag til den tabte omsætning," siger Kirsten Munch Andersen.

HORESTA vil have Airbnb tøjlet

Lejeboliger, som udlejes til turister gennem Airbnb, er ikke underlagt de samme regler som andre kommercielle overnatningsformer. Hos HORESTA efterspørger man mere kontrol med platformen.

Byråd tøver omkring omstridt restaurationsplan

Helsingør Byråd skulle mandag vedtage en ny restaurationsplan, men uenighed om unges adgang til barer og diskoteker fik politikerne til at sende planen tilbage til fornyet behandling. Planen indebærer, at unge under 18 år skal forlade nattelivet senest kl. 22, hvilket har mødt modstand.

Log ind