Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Airbnb begyndte fra starten af denne måned at dele oplysninger med Skattestyrelsen om indtægter fra bookinger. Men indtægterne vil først blive fortrykt på årsopgørelsen fra 2021. Indtil da vil oplysningerne fra Airbnb indgå i Skattestyrelsens kontrol- og vejledningsaktiviteter. Derfor skal udlejerne fortsat selv indberette deres indtægter på årsopgørelsen indtil 2021.

Camilla Hesselby, underdirektør i Skattestyrelsen, siger i en mail til STANDBY.dk:

”Aftalen med Airbnb betyder, at alle indtægter fra bookinger for helårsboliger, som foretages fra 1. juli 2019 og frem, vil blive udvekslet fra Airbnb til Skattestyrelsen. Udlejere skal i 2019 og 2020 fortsat indtaste deres indtægter, som overstiger bundfradraget, i deres årsopgørelse.”

”Oplysningerne, vi får fra Airbnb, skal vi blandt andet bruge i et særligt kontrolprojekt i de næste par år. Kontrollerne skal sikre, at der ikke sker misbrug i perioden, hvor de høje bundfradrag gælder, men hvor kravet om indberetning af udlejernes indkomst ikke er trådt i kraft endnu,” siger Camilla Hesselby.

Log ind