Svogerslev Kro, der har eksisteret siden 1727, dannede tirsdag rammen om annonceringen en helt ny branchepris ”Årets Wiuff”, der skal hædre de råvareproducenter, som hver dag sikrer, at landets restauranter kan brillere på den gastronomiske danske scene.

”Årets Wiuff” er skabt i et samarbejde mellem Brancheforeningen for Lokale Fødevarer i Danmark og HORESTA. Prisen har til formål at fremme udviklingen af den danske fødevarekultur og styrke fokus på lokale råvarer.

Til at lancere prisen var fødevareminister Jacob Jensen (V), den anerkendte grøntsagsavler Søren Wiuff og Jesper Zeihlund, bestyrelsesformand i Lokale Fødevarer i Danmark. Fra HORESTA deltog fødevarechef Tine Skriver.

”Det er værd at fejre, at Danmark nu får en ny hæderspris, som også kan hylde danske fødevareproducenter og deres bidrag til gastronomien. Kokke og tjenere får stor anerkendelse for deres kreative og gastronomiske arbejde, men nu er det råvareproducenter tur til en egentlig branchepris. Råvareproducenterne er en vigtig del af dansk gastronomis succes,” siger Tine Skriver.

Opkaldt efter kendt avler
Prisen er opkaldt efter grøntsagsavler Søren Wiuff, som gennem fire årtier sat sit markante præg på dansk gastronomi og råvarekultur. Prisen uddeles årligt, og køkkenchefer i hele landet kan indstille deres producenter til at modtage den.

”Det er en vigtig pris, som er med til at anerkende alle led i den gastronomiske værdikæde. Kåringerne af de nordiske Michelin-stjerner sker fra dansk grund i 2025 og 2026, og her vil også Danmarks særlige råvarer og jord – herunder især Lammefjorden – være i fokus. Det binder denne pris også en god sløjfe omkring,” siger Tine Skriver.

Kendte restauratører som Søren Gericke og Michelin-kok Claus Henriksen fra Restaurant MOTA har begge været ude og udtrykke anerkendelse af Søren Wiuffs utrættelige indsats og arbejde for dansk gastronomi. Selv er Søren Wiuff beæret og ydmyg over nu at skulle lægge navn til en branchepris.

Alle køkkenchefer i landet kan årligt indstille deres bedste lokale producenter til at modtage prisen. En komite vil sammen med Søren Wiuff årets prismodtager.

På billedet øverst i artiklen ses fra venstre: Jesper Zeihlund, bestyrelsesformand i Lokale Fødevarer i Danmark, grøntsagsavler Søren Wiuff og fødevareminister Jacob Jensen (V).

Log ind