Fra årsskiftet er der sket ændringer i de danske barselsregler. De betyder, at lovgivningen nu i højere grad anerkender forskellige familiekonstruktioner, når det gælder barselsorlov. De nye regler betyder væsentlige ændringer for forældre via surrogataftaler, surrogatmødre og stedbarnsadoptanter.

Bedre rettigheder
En surrogataftale indebærer, at en kvinde bærer og føder et barn for et andet par, uden at blive juridisk forælder til barnet. Hidtil har kun den ene af de kommende forældre haft ret til barselsorlov, men med de nye regler vil begge juridiske forældre nu blive anerkendt på lige vilkår. Dette gælder eksempelvis for to fædre, som fremover begge får ret til orlov med dagpenge.

Ifølge de nye regler har de juridiske forældre hver især ret til 24 ugers barselsorlov med dagpenge. De juridiske forældre kan holde 6 uger med barselsdagpenge inden for de første 10 uger efter fødslen og herefter yderligere 18 uger med barselsdagpenge.

Surrogatmødre får ret til barselsorlov
Surrogatmødre, som er socialt sikrede i Danmark, får også nye rettigheder.

De vil fremover have ret til 4 ugers orlov med barselsdagpenge før forventet fødsel og 10 uger efter fødslen – uanset om de har kontakt til barnet bagefter. Denne orlov er uafhængig af de juridiske forældres ret til barsel.

Stedbarnsadoption: Længere barselsorlov til adoptanter
For stedbarnsadoptioner giver de nye regler stedbarnsadoptanter op til 32 ugers fravær, hvoraf 9 uger er med barselsdagpenge. Hvis adoptionen sker inden for barnets første 10 uger, har den, der adopterer, desuden ret til 2 ugers fravær i denne periode.

Har du spørgsmål?
Så er du altid velkommen til at kontakte HORESTAs juridiske callcenter for yderligere information på 35 24 80 40.

Husk sommertid: Sørg for korrekt løn, når uret stilles frem

Natten til søndag den 30. marts 2025 springer vi en time frem til sommertid. Det betyder, at natportierer og andre på arbejde får forkortet deres vagt, men de har stadig krav på betaling for den mistede time. Som arbejdsgiver skal du være opmærksom på korrekt lønregistrering.

124 leverandører udvalgt i ny SKI-aftale

Den nye SKI-aftale betyder flere muligheder for hoteller og restauranter i hele landet. 124 leverandører er blevet tildelt, hvilket sikrer et bredt udvalg af konferencesteder for offentlige kunder. Aftalen kommer også flere HORESTA-medlemmer til gode.

Hvornår kan du bortvise din medarbejder for at gå hjem uden tilladelse?

En faglig voldgift har slået fast, at en arbejdsgiver kunne bortvise en medarbejder med 10 års anciennitet, som havde forladt arbejdspladsen uden tilladelse fra lederen. Derudover havde medarbejderen overregistreret sin arbejdstid for sin vagt. Men hvornår er en bortvisning i dette tilfælde berettiget? Bliv klogere i denne artikel.

Log ind