Den norske duo Mari Solhaug Moi og Mathias Johnsen tog guld for kokkeeleverne, mens de islandske tjenerelever Tristan Tómasson Manoury og Silvía Louise Einarsdóttir tog guld blandt tjenereleverne.
Danmark vandt som værtsland en flot andenplads i begge kategorier. Hos kokkeeleverne var det Oliver Løve og Tobias Gorm Rasmussen fra ZBC i Slagelse, og hos tjenereleverne var det Denice Gjerdrum og Amanda Bodholdt fra Hansenberg i Kolding.

TV2 News var forbi College360 i Silkeborg, hvor HORESTA var live igennem på morgenfladen. Foto: TV2
Sådan lyder det endelige resultat efter to begivenhedsrige og intense konkurrencedage på College360 i Silkeborg, hvor der blev afholdt Nordiske Mesterskaber 2025 for kokke- og tjenerelever. Vinderne har imponeret dommerpanelet med høj faglighed, innovation og fokus på bæredygtighed.
"Stort tillykke til Norge og Island! Det er en kæmpe præstation at vinde blandt Nordens dygtigste kokke- og tjenerelever. Deres arbejde har været et inspirerende bevis på den passion, præcision og nytænkning, som branchens høje niveau efterspørger," siger Pia Svane, chef for uddannelse og konkurrencer i HORESTA.

De norske kokkelever, der tog guld. Foto: Arek Pedersen, HORESTA
To dage med kokkekunst og sans for detaljen
Konkurrencen samlede elever fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island, som dystede i både gastronomi og restaurantservice på højeste niveau.
Kokkeeleverne blev på førstedagen bl.a. udfordret til at skabe en varm forret med hvid asparges i mindst tre forskellige teksturer, lave en ’vol-au-vent’ med blåmuslinger og knoldselleri samt tilberede en moderne og kreativ fortolkning af den danske klassiker ’Chicken Danoise’.
På andendagen skulle kokkene sammen med tjenereleverne udvikle en fire-retters menu og en osteanretning til 12 personer – alt sammen ud fra en "mystery basket" med hemmelige råvarer, der først blev afsløret på konkurrencedagen.

De islandske tjenerelever, der tog guld. Foto: Arek Pedersen, HORESTA
Tjenereleverne viste deres kunnen i at matche vin og drikkevarer til en femretters menu og præsenterede deres valg for dommerne. De dækkede borde med fokus på temaet bæredygtighed, deltog i vin- og cocktailpræsentationer, og blev bedømt på deres evner i blandt andet bartending, champagne- og canapés-servering.
På andendagen skulle de blandt andet flambere en dessert ved gæsternes borde og udføre klassisk carving af Caesar Salad.
Bæredygtighed i fokus
Årets tema var bæredygtighed, og både kokke- og tjenerelever blev vurderet på deres evne til at arbejde miljøbevidst, minimere madspild og udvise ansvarlighed i brugen af råvarer, energi og vand.
"Konkurrencen vidner om det høje faglige niveau, der præger hotel- og restaurationsbranchen i hele Norden – og ikke mindst om, hvordan bæredygtighed er blevet en integreret del af både gastronomi og service. De unge deltageres engagement og høje faglige niveau er et tydeligt vidnesbyrd om det potentiale, der findes i næste generation af gastronomer og tjenere," siger Pia Svane.

De danske kokkelever, der tog sølv. Foto: Arek Pedersen, HORESTA

De danske tjenerelever, der tog sølv. Foto: Arek Pedersen, HORESTA
Endelige podieplaceringer
Kokkeelever
Guld: Mari Solhaug Moi og Mathias Johnsen, Norge
Sølv: Oliver Løve og Tobias Gorm Rasmussen, Danmark
Bronze: Catherine Ripley og Maximillian Pahlén, Sverige
Tjenerelever
Guld: Tristan Tómasson Manoury og Silvía Louise Einarsdóttir, Island
Sølv: Denice Gjerdrum og Amanda Bodholdt, Danmark
Bronze: Milja Christinsdatter Mitchell og Kjersti Frey Frøslie, Norge
Se alle finalisterne til Nordiske Mesterskaber 2025 her
Om Nordiske Mesterskaber
De Nordiske Mesterskaber blev første gang afholdt i 1981 og arrangeres af de nordiske hotel- og restaurantorganisationer HORESTA (Danmark), IDAN (Island), MaRa (Finland), NHO Reiseliv (Norge) og Visita (Sverige). Landene skiftes til at være værter.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Danske turismetalenter med på prestigefyldt Forbes-liste
26-04-2025
-
HORESTA kritiserer Arena Næstved for unfair konkurrence
26-04-2025
-
Ny hotelchef udnævnt på ProfilHotels Mercur
26-04-2025
-
Pakhus Bryggen opnår Green Key-certificering
26-04-2025
-
Amerikanske turister søger kvalitet og autenticitet i Danmark
26-04-2025
-
Danmarks ældste hotel kæmper med underskud efter udfordrende sæson
26-04-2025
-
Kolding Hotel Apartments investerer rekordoverskud i opgradering
26-04-2025
-
Fjordgaarden leverer flot vækst i 2024
26-04-2025