Restaurant Treetop i Vejle løb med begge titler, da der søndag var finale i Årets Kok og Årets Tjener 2024. Det er første gang nogensinde, at det er sket.
Bjarke Jeppesen vandt Årets Kok og Andreas Kobs Laursen Årets Tjener efter konkurrencer, som blev afviklet simultant over 6½ time. Begge vindere kunne tage fra finalerne med en præmie på 40.000 kroner.
De to vindere har nu skrevet sig ind i en lang række af store kokke- og tjenernavne, som tidligere har vundet Danmarks mest prestigefyldte gastronomipriser.
Krabber, svampe og mørk chokolade
I et tæt opløb slog Bjarke Jeppesen Cille Bunk Pedersen fra Bistro Boheme i København, der vandt sølv, og Sophia Rosa Antorini fra Restaurant Domæne i Herning, der vandt bronze.
Bjarke Jeppesen er 35 år og udlært i 2010 fra Hotel Hesselet.
De otte deltagere i Årets Kok-finalen skulle kreere en forret, en hovedret og en dessert. Råvarerne til hovedretten fik deltagerne først oplyst, da de mødte frem. Det viste sig at være friske strandkrabber og havtaske. Råvarerne til forretten var kendt på forhånd. Det var porrer, hvide og brune champignon samt portobello svampe. I desserten indgik mørk chokolade og fløde.
Flambering og tranchering
I konkurrencen om Årets Tjener 2024 blev Andreas Kobs Laursen efterfulgt af Marc Thejl Hansen fra Schackenborg Slotskro på andenpladsen og Amalie Druekær fra Støvlet Katrines Hus i Sorø på tredjepladsen.
Andreas Kobs Laursen er 27 år og udlært i 2021 fra Restaurant Domestic i Aarhus.
De otte tjenerfinalister havde som hovedopgave at servere de tre retter, som kokkene tilberedte, for indbudte gæster. Tjenerne blev blandt andet bedømt på personlig fremtoning og på en række andre faglige discipliner som tranchering, flambering, vinforklaring, spiritusidentifikation og osteservering.
Det er HORESTA og 3F PSHR, der står bag de to konkurrencer, og vinderne modtager foruden trofæ en check på 40.000 kr.
HORESTAs adm. direktør, Pia E. Voss, var imponeret over kokkenes og tjenernes præstationer.
”Det er altid fantastisk at opleve nogle af landets bedste kokke og tjenere i aktion, og i år var ingen undtagelse. Årets Kok og Årets Tjener blev skabt for at bidrage til at løfte og synliggøre det høje, faglige niveau. Konkurrencerne er med til at vise, hvor langt man via vores erhvervsfaglige uddannelser kan komme med faglig dedikation og engagement”, siger Pia E. Voss.
Det var 31. gang, at Årets Kok blev kåret, mens Årets Tjener blev fundet for 16. gang.
Bjarke Jeppesens vindermenu var:
Forret
Dumpling lavet på porre og kartoffel ristet i smør og fyldt med porre, sprød krokette med fyld af portobellosvampe og mark-champignon, flan lavet på det grønne fra porren, sort peber og skalotteløg. Let kogt broccolini og syltede perleløg med ramsløg. Canaleret champignon tilberedt i svampebouillon, sauce lavet på reduceret jordskokkesaft, champignon, mark-champignon, brunet smør, lidt svampe soja og skilt med en porre og ramsløgsolie.
Hovedret
Sprød crustade fyldt med jordskokker og estragon. Let tilberedt blomkål med ramsløg og hasselnødder.
Havtaske ceviche ovenpå pastinak tilberedt i egen juice.
Kartoffelkompot med urter.
Sauce lavet på strandkrabber og skilt med ramsløg og strandkrabbe olie.
Dessert
Lun berliner fyldt med karameliserede æbler og brunet smør. Æble og fløde panna cotta med indlæg på hasselnødder og chokolade. Iscreme lavet på frisk-juicede æbler og fløde 48, smagt til med citron og citrontimian.
Tempereret chokolade og fløde æblesauce.
Fyldt chokolade med æble, fløde og mørk chokolade på siden.
HORESTA og 3F takker sponsorerne af Årets Kok og Årets Tjener 2024:
Bent Brandt, Arla Pro, Arla Unika, Coca-Cola, College 360, Dansk Cater, H. J. Hansen Vin, Jacobsen, MCH Messecenter Herning, Oskar Davidsen, Textilia og Økologisk
Landsforening
Årets ambassadører var:
Eco-Lab, Electrolux, Fiskerikajen, OnlinePos, Team Gastronomi Danmark, Sommerlierkurser.dk, Tvedemose og Witt
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Manglende Airbnb-evaluering skaber frustration i branchen
22-12-2024
-
Dagrofa overtager Den Danske Spiseguide
22-12-2024
-
Nyt luksushotel på vej i Næstved skaber debat
22-12-2024
-
Unge ejere genopliver historisk badehotel på Langeland
22-12-2024
-
Historisk vandrehjem moderniseres med stor donation
22-12-2024
-
Forbrugertillid når årets bund
22-12-2024
-
Lindner Hotels søger løsning efter konkursbegæring
22-12-2024