For CEO, Søren Flemming Larsen var 6. februar en arbejdsdag, han aldrig glemmer. Den dag skulle bestyrelsesformanden og han selv fortælle 223 medarbejdere, at deres fælles arbejdsplads, Letz Sushi, var planlagt til at lukke, og at medarbejderne dermed stod uden job ved udgangen af denne måned.

Samme dag lukkede alle 21 restauranter i København, Rungsted, Roskilde og Aarhus. Kun hovedkontoret er i dag fortsat i arbejde, og her handler det om at lukke ned og afvikle, men også om at hjælpe medarbejderne videre til nye job i branchen.

”Det er vigtigt for os, at vi får hjulpet vores medarbejdere videre. Vi har alt fra gastronomer til kitchenmanagers, servicemedhjælpere og floormanagers. Dertil kommer en række funktioner på hovedkontoret. Mange dygtige og kvalificerede folk”, siger Søren Flemming Larsen.

Han påpeger, at medarbejderne udover at kunne deres håndværk også har stor kommerciel forståelse.

”Vores medarbejdere har alle været igennem et uddannelses- og træningsforløb ude på Hotel- og Restaurantskolen i Valby, og der har vi trænet dem i at have en udpræget forretningsforståelse. Alle i denne branche ved, hvor vigtigt det er, at man forstår begreber som løn- og vareforbrugsprocent i forhold til budget”, siger Søren Flemming Larsen, der føler sig nogenlunde tryg ved, at manglen på arbejdskraft i branchen vil hjælpe alle i ny beskæftigelse.

Tager ansvar
Der er er tale om en solvent lukning, hvor Lars Larsen Group har taget konsekvensen af mange års underskud og nu efslutter 11 års medejer- og ejerskab med respekt for, at alle skal have, hvad de har krav på. En sjældent set professionel ansvarlig lukning af en virksomhed.

Men hvad gik galt?

”Jeg synes ikke at noget er ”gået galt.” Igennem flere år er der gjort mange ihærdige forsøg på at skabe et overskud, men det er ikke lykkedes. Da jeg kom til virksomheden i februar sidste år, satte mit ledelsesteam sig også for at finde bæredygtige løsninger, der kunne skabe indtjening og optimeringer. Men i det arbejde er konklusionen kommet til at stå klart frem, og jeg forstår godt grundlaget for beslutningen om at lukke Letz Sushi,” siger Søren Flemming Larsen.

Lang nedlukning
Den 29. februar har den sidste medarbejder i restauranterne uden for hovedkontoret formelt sagt farvel til Letz Sushi. Derefter er der kun medarbejdere på hovedkontoret på H.C. Andersens Boulevard i København, hvorfra man vil prøve at hjælpe alle medarbejdere videre i branchen og desuden tage imod henvendelser fra potentielle lejere af de 21 restaurantlejemål og 24 lejemål alt i alt.

”Der venter en stor opgave foran os, fordi vi vælger at lukker ned pænt og roligt. Dels er der forhandlinger med 3F, så alle medarbejdere kommer fra Letz Sushi på en ordentlig og ansvarlig måde. Dels skal vi have tømt de 21 lejemål for fødevarer, møbler m.v. og have solgt noget af det på auktion”, siger Søren Flemming Larsen, som allerede har fået henvendelser på de fleste adresser.

Hans egen fremtid efter den endelig nedlukning er uklar.

”Men jeg er den mindst vigtige i denne sammenhæng. For mig handler det om at få de 223 loyale og dygtige medarbejdere videre”, siger Søren Flemming Larsen.

Letz Sushis medarbejdere har varetaget følgende funktioner:

  • Ufaglærte gastronomer
  • Kitchen Managers
  • Service medhjælpere (tjenere)
  • Floor managers
  • Operation Managers (2 i København og 1 i Aarhus)
  • Executive Kitchen Chefs (2 i København)
  • 1 Facility Manager og 1 medarbejder
  • 1 Grafiker/brand Manager
  • 1 Marketing Assistent
  • 1 Business controller
  • 1 IT manager

… og på hovedkontoret og i produktionen: 1 COO, 1 CPO og 1 Purchase & Production manager.

For HR/medarbejdere, kontakt Julie Crüger Sørup, CPO på [email protected]
For lejemål o.lign., Kontakt Daniel Ødegaard, COO på daniel@ødegaard.dk
For andet kan CEO, Søren Flemming Larsen kontaktes på [email protected]

HORESTA: Syreres hjemrejse kan ramme branchen

Hvis syriske statsborgere rejser hjem, kan det skabe mangel på arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen, advarer HORESTA. Syrere udfylder vigtige roller, hvor det er svært at finde medarbejdere.

Log ind