Ledige dagpengemodtager over 30 år kan nu få flere penge ind på kontoen hver måned, hvis de går i gang med en gastronomuddannelse.
Muligheden gælder det kommende halve år og kun for dagpengemodtager over 30 år, som er ufaglærte eller faglærte med en forældet uddannelse.
Lever man op til kravene, vil man kunne få 110 procents dagpenge, så længe man er dagpengeberettiget.
”Ordningen er en udmærket måde at få flyttet ledige fra passiv forsørgelse til aktiv beskæftigelse, og det har vi i allerhøjeste grad brug for. Vi oplever stor mangel på faglærte gastronomer, og denne mangel koster hver dag omsætning for rigtig mange virksomheder i vores branche”, siger Pia Svane, der er uddannelses- og projektchef i HORESTA.
Ordningen, som hedder ”Uddannelsesløft” er ikke ny, men efter at have kørt i 2½ år frem til den 31. december sidste år, blev den stoppet. Nu bliver den genoplivet for perioden 1. juli til 31. december 2023.
”Uddannelsesløftet” gælder ikke for alle erhvervsfaglige uddannelser. Kun de 30, hvor manglen på arbejdskraft er størst, og det ærgrer Pia Svane.
”Vi havde meget gerne set tjeneruddannelsen på den her liste. Ligesom inden for gastronomuddannelserne har vi som bekendt også stor mangel på faglærte tjenere”.
Uddannelsesløftet gør det ikke billigere for hoteller, restauranter m.v. at tage gastronomelever i praktik, men eleverne får i deres praktiktid supplerende dagpenge op til de 110 procent.
Pia Svane opfordrer interesserede virksomheder til at kontakte deres lokale jobcentre for derigennem at kunne lave elevaftaler via ”Uddannelsesløftet”.
FAKTA:
- juli 2023 og i resten af 2023 er der indført en midlertidig ret for dagpengemodtagere til tilbud om en erhvervsuddannelse inden for mangelområder, der fremgår af en positivliste.
For den midlertidige ret gælder
- Dagpengemodtagere har ret til at påbegynde en hel erhvervsuddannelse med 110 pct. af deres individuelle dagpengesats, dog højst 110 pct. af dagpengenes højeste beløb, hvis erhvervsuddannelsen optræder på positivlisten.
- Retten gælder alene for dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år, og som er ufaglærte eller faglærte med forældet uddannelse.
- Der kan alene bevilges en hel erhvervsuddannelse, hvorfor der bl.a. ikke kan bevilges et grundforløb eller et kortere uddannelsesforløb.
- Dagpengemodtagere kan fortsætte deres uddannelse, selvom den i varighed strækker sig længere end dagpengeperioden. Hermed kan personen fortsætte på anden forsørgelsesydelse, fx SU, på anden ydelse eller gennem voksenlærlingeordningen – alt efter hvad personen er berettiget til.
- Der er adgang til alle erhvervsuddannelser på positivlisten, hvorfor der også kan tages erhvervsuddannelser, som ikke udbyder skolepraktik.
- Tilbuddet skal aftales mellem personen og jobcenteret. Personen har dermed ikke pligt til at tage imod tilbuddet. Når tilbuddet er aftalt, har personen pligt til at påbegynde og deltage i uddannelsen.
- Under uddannelsen fritages personen for pligten efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. til at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde.
- Dagpengemodtageren skal fortsat være til rådighed for den aktive indsats, herunder deltage i kontaktforløbet og tilbuddet. Jobcentret kan beslutte, at samtaler holdes på anden vis, fx telefonisk.
- Ledige, der er påbegyndt et tilbud om en hel eller dele af en erhvervsuddannelse i perioden 1. januar 2023 til og med 30. juni 2023, kan overgå til ordningen såfremt betingelserne er opfyldt.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Flertal af danskerne ser positivt på turismen
19-12-2024
-
Danmark fører an med flest nye hotelværelser i Norden
19-12-2024
-
Wolt vil tilbyde lån til restauranter
19-12-2024
-
Ny liste skal skabe klarhed om certificeringer
19-12-2024
-
Vesterhavet slår rekord i udenlandske overnatninger
19-12-2024
-
Novo Nordisk overtager Strandhotel Røsnæs
19-12-2024
-
Sønderjysk hotel får nye ejere – genåbner i 2025
19-12-2024