HORESTA har sammen med Dansk Erhverv og DRC har indgået en ny rammeaftale med Koda/Gramex om betaling for brug af musik (rettighedsbetaling) for hoteller og restauranter

Hovedparten af aftalen er uændret, og den væsentligste ændring er en tilpasning af prisstrukturen for virksomheder på nattelivsområdet. Den nye aftale medfører en mere gennemsigtig og overskuelig prissætning for offentlig brug af musik. Aftalen gælder for alle inden for hotel-, restaurations- og nattelivsområdet, og den træder i kraft 1. juli 2023.

Ændringer er i hovedpunkter følgende:

  • Fremover betaler man alene for det præcise antal musikarrangementer, man holder. Denne nye - lineære - prissætning erstatter det tidligere begrænsede ”kassesystem”, hvor musikbrugere enten skulle betale for eksempelvis 42, 48, 54 eller 60 arrangementer pr. år.

  • Fremover følger prisen musikforbruget - mere musik vil resultere i en højere pris og mindre musik i en lavere pris. Førhen blev der givet prisreduktioner med baggrund i en kompliceret beregning, der eksempelvis kunne betyde, at totalprisen steg, selvom man reducerede sit musikbrug.

  • Fremover skal musikbrugere kun oplyse deres musikarrangementer pr. halvår og ikke pr. kalenderår, som tidligere. Der faktureres fortsat for musikbrug den 1/1 og 1/7, men det giver større fleksibilitet.

  • Fremover tilbyder Koda/Gramex en lavere take away-pris til restauranter, som ikke er indrettet til siddende gæster.


Den nye prisstruktur er tilpasset, så man fra 1. juli 2023 betaler for præcis den mængde musik, man bruger.

De fleste vil opleve at prisen falder, mens nogle vil opleve en prisstigning. For de fleste, som oplever en prisstigning, skyldes dette, at Koda/Gramex fjerner den prisreduktion, som det før var muligt at opnå ved at kombinere forskellige musiktyper - fx forgrundsarrangementer i kombination med DJ/Live-musik. Muligheden for prisreduktion er primært fjernet for at sikre en mere gennemskuelig prissætning – og for at sikre en fair betaling til musikkens skabere.

Hvis du har spørgsmål til aftalen eller er i tvivl om, hvordan den nye aftale påvirker din virksomhed, kan du altid kontakte Koda/Gramex via Kodas Kundeservice på [email protected] eller tlf. 33 30 63 80.

HORESTA har fået oplyst, at KODA vil tage individuel kontakt til de virksomheder, som bliver ramt af en større stigning. Som anført vil de fleste virksomheder dog opleve et mindre prisfald.

Du er også velkommen til at kontakte HORESTA.

Musikbrugerne vil som vanligt modtage fakturaen for 2. halvår midt i juni.

 

20240521 DSC09919
Erhvervsjuridisk chef
Kaare Friis Petersen

Log ind