Hotel- og restauranterhvervet topper listen over erhverv med størst mangel på arbejdskraft. Nu viser en ny undersøgelse fra HORESTA, at manglen på elever er mindst lige så stor.

HORESTA har spurgt sine medlemsvirksomheder med elever, om de gerne vil have flere. Det siger 57 procent af dem ja til, og forklaringen ligger lige for: De kan ganske enkelt ikke få fat på dem. Hele 82 procent angiver dette som årsag til, at de ikke har det ønskede antal elever.
Ifølge undersøgelsen vil 123 virksomheder kunne ansætte yderligere 276 elever.

”Det er massivt, og det illustrerer meget tydeligt, hvilken enorm udfordring vi som erhverv står med. Der er ganske enkelt alt for få, der vælger en uddannelse som kok, tjener eller receptionist, og det er en kæmpe udfordring”, siger HORESTAs uddannelses- og projektchef, Pia Svane.

Netop manglen på elever rammer branchen med dobbelt effekt. Den udelukker nemlig også de virksomheder, som ønsker at ansætte udenlandsk arbejdskraft via den såkaldte Positivliste. Forudsætningen for at gøre det er nemlig, at man har elever.

”Det er et kæmpemæssigt samfundsproblem, som rammer os nu, men som fremover vil ramme de fleste erhverv med faglærte, hvis det ikke lykkes at få styrket de erhvervsfaglige uddannelser og få flere til at vælge denne karrierevej. Flere prognoser har forudset en mangel på op imod 100.000 faglærte i 2030, hvis vi ikke får vendt udviklingen”, siger Pia Svane.

HORESTA har sammen med 3F gennemført en kampagne over de seneste fire år med det formål at tiltrække og fastholde elever. Det er umuligt at måle på den direkte effekt, men det er over de seneste to år lykkedes at mindske frafaldet med fem procent.

”Det er bestemt positivt, at vi er lykkedes med det, men der skal meget mere til”, siger Pia Svane.

”I vores branche har vi en del unge under 25 år, som vi med fordel nu og her ville kunne løfte til faglærte. Men desværre blokerer reglerne for erhvervsuddannelse for voksne for dette. Derfor foreslår HORESTA, at det bliver muligt for de faglige udvalg at sætte aldersgrænsen for EUV1 ned til 20 år.”

Pia Svane roser et bredt flertal i Folketinget for at være gået sammen om en ekstrabevilling til de erhvervsfaglige uddannelser på 1,7 milliarder kroner for årene 2025 til 2030.

”Der har været meget snak fra politisk hold om at øge optaget på de erhvervsfaglige uddannelser. Men der er ikke reelt investeret i det. Det sker nu, men der skal efter vores opfattelse meget mere til for at få ændret på årtiers fokusering på, at alle unge skal i gymnasiet og helst videre på universitetet”, siger Pia Svane.

Når forligspartierne efter sommerferien tager fat på debatten om, hvordan de 1,7 milliarder kroner skal investeres, står HORESTA klar med ønskesedlen.

  • Der skal sættes initiativer i gang, som får flere til at vælge at tage en erhvervsfaglig uddannelse fremfor at gå gymnasievejen
  • Uddannelserne skal styrkes via flere midler til læringsmiljøer
  • Der skal gives adgang for engelsksprogede elever
  • Der skal være lettere adgang til efteruddannelse

Log ind