52 pct. af hotellerne fortæller, at de lige nu kigger ind i tre måneder, hvor de forventer faldende omsætning. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed har hotellerne de laveste forventninger af alle i serviceerhvervene.

Jonas Kjær, cheføkonom i HORESTA fortæller, at det er markante udmeldinger fra branchens virksomheder.

”Forventningerne er så lave, at de næsten nærmer sig efteråret 2020, hvor virkeligheden var forbundet med rejseforbud og coronarestriktioner, og der var blevet trykket på turismens pauseknap. Selvom omsætningen i dag er meget højere, så har udgiftskrisen ramt erhvervet og kunderne, og det ses tydeligt på virksomhedernes optimisme. Og når hotellernes optimisme daler, så skyldes det jo, at det her igen er et globalt problem, ligesom vi så det med pandemien,” siger Jonas Kjær.  

Det er således blot 6 pct. af overnatningsvirksomhederne, der mener, at de kommer til at løfte omsætningen de kommende tre måneder.

”Usikkerhed forstærker alle kriser, og der er ingen tvivl om, at der er mange ubekendte lige nu. Virksomhederne har brug for at tingene stabiliserer sig, og forhåbentlig bliver det på et niveau, hvor gæsterne fortsætter med at forbruge. Men virkeligheden er desværre, at vi endnu ikke kender det fulde omfang af denne udgiftskrise, som risikerer at udvikle sig til en længerevarende økonomisk krise” siger HORESTAs cheføkonom.

Han tilføjer dog, at særligt coronaperioden har vist, at forventningerne hurtigt kan vende i erhvervet.

Broget billede blandt restauranterne

Hos spisestederne er forventningerne noget mere spredte. 18 pct. af virksomhederne regner med forbedret omsætning de kommende måneder, mens 29 pct. forventer et fald.

Næsten hver femte restaurant ønsker fortsat at mande op i den nærmeste fremtid, hvilket blot gør sig gældende for 4 pct. af hotellerne.

”De stigende udgifter rammer virksomhederne meget forskelligt, og optimismen afhænger meget af konceptet i forretningen. Mens nogle private gæster begynder at holde mere på pengene og skrue ned for forbruget, så er der for eksempel stadig mange erhvervsarrangementer og konferencer, der bliver afviklet,” fortæller Jonas Kjær, cheføkonom i HORESTA.

20240604 DSC00454
Cheføkonom
Jonas Kjær

HORESTA: Restaurantbesøg er stagneret på højt niveau

Danskerne foretog i alt 454 mio. besøg på restauranter, caféer, fastfoodrestauranter og andre udespisesteder i 2023. Selvom tallet er højt, er der tale om en lille nedgang fra året før. Særligt kaffe to go og kaffebarer har mærket tilbagegang.

Log ind