Fra i morgen den 15. juli bliver åbningstiden på barer og restauranter udvidet til kl. 02. Dermed forsvinder en væsentlig restriktion, som især for barerne har gjort det svært at skabe omsætning.

”Vi har længe opfordret til, at de sidste restriktioner i vores erhverv blev helt udfaset. De giver ingen mening længere, fordi en meget stor del af befolkningen er vaccineret, og meget få er indlagt. Derfor kan vi kun sige, at det er på tide, at vi igen kan udvide åbningstiden”, siger politisk chefkonsulent i HORESTA, Kristian Nørgaard.

Han gør i øvrigt branchen – og gæsterne - opmærksom på, at det i praksis allerede er fra midnat, at åbningstiden kan udvides.

”Reglen træder i kraft den 15. juli, og når vi har passeret midnat, er det som bekendt den 15. juli. Derfor kan man helt legalt allerede i aften holde åbent til klokken 02”, siger Kristian Nørgaard.

Mens barer og restauranter nu vender tilbage til mere normale tilstande, hvad angår åbningstid, må nattelivet fortsat vente til den 1. september med overhovedet at kunne åbne. Men heller ikke her er der grund til at vente så lang tid med at vende tilbage til normale tilstande, påpeger HORESTA.

”Det er svært at forstå, at nattelivet er lukket helt ned, mens festerne denne sommer foregår alle andre steder. Vi kan tilbyde at holde dem i langt mere trygge rammer, og derfor mener vi, det giver mening at fremrykke genåbningen til den 1. august”, siger Kristian Nørgaard.

Log ind