I en ny medlemsundersøgelse fra HORESTA svarer 75 pct. af virksomhederne, at de har gjort brug af mulighederne for moms- og a-skattelån under krisen. Men til trods for at mange virksomheder stadig er hæmmet af restriktioner og tvangslukninger, så skal betalingen falde lige om hjørnet.

HORESTA har i samarbejde med en række øvrige organisationer rettet en appel til skatteminister, Morten Bødskov (S), om en model, hvor betalingen strækkes ud over flere år. Den idé afviser skatteministeren nu.

HORESTA mener, at beslutningen vil få store konsekvenser.

”Man har lovet at holde hånden under de hårdest ramte, men i stedet opkræver man penge fra dem, der har ophobet gæld i 1,5 år. Og samtidig fjerner man kompensationsordningerne fra udgangen af næste måned. Det er under al kritik, og det tegner bestemt ikke et billede af, at man vil gøre alt i sin magt for at få erhvervslivet med ud af krisen,” siger konstitueret adm. direktør i HORESTA, Pia E. Voss.

I HORESTAs medlemsanalyse er det særligt bespisningsstederne, der fortæller, at de vil få svært ved at tilbagebetale gælden. Her er det ca. fire ud af ti, der siger, at det vil blive svært eller meget svært. For overnatningsstederne i København svarer tre ud af ti det samme, mens det ser bedst ud for overnatningsstederne uden for København, hvor det dog stadig er hvert tiende hotel eller kro m.v., der tvivler på, at de kan tilbagebetale.

Bankerne står klar

Skatteminister Morten Bødskov begrunder blandt andet sit afslag til organisationerne med, at flere banker har meldt ud, at de har gode kreditfaciliteter til rådighed. Den håndsrækning mener HORESTA ikke er løsningen.

”Bankerne har argumenteret for, at markedskræfterne skal tilbage i spil på lånemarkedet, men det nytter ikke noget, når denne gæld er ophobet, mens selvsamme markedskræfter var sat ud af spil. Vi forstår godt, at låneinstitutterne vil have deres forretningsgrundlag tilbage, for vi har selv fået revet vores muligheder for at drive virksomhed ud af hænderne i 1,5 år nu på grund af restriktioner og politiske beslutninger. Virkeligheden er bare, at virksomhederne er ikke i en økonomisk situation, hvor de kan imødekomme låneudbydernes renter og gebyrer m.v.,” siger Pia E. Voss, og fortsætter:

”Forslaget fra ministeren om mulighederne hos låneinstitutterne afspejler desværre ikke den virkelighed, vi oplever. Mange virksomheder sidder med katastrofale 2020-regnskaber, hvilket har medført, at mange allerede har udtømt lånemulighederne. Og desværre bliver 2021-regnskaberne ikke meget bedre. For en stor del af erhvervet vil det resultere i, at virksomhederne skal refinansiere kreditter, hvor bankerne vil fastsætte højere renter og kortere løbetid. Det er en ond spiral, som bestemt ikke hjælpes af, at moms- og a-skattelånene nu også skal falde allerede fra november af,” siger HORESTAs konstituerede adm. direktør.

Læs hele reaktionen fra Morten Bødskov hos Finans.dk. her.

Log ind