af Jan V. Laursen, formand i HORESTA

I Danmark har vi klare regler for, hvornår man skal lade sig isolere i forbindelse med kontakt til coronasmittede. Reglerne får dagligt store konsekvenser for eksempelvis hoteller eller kroer, der mister receptionisten for en periode, hvis et familiemedlem til personen er blevet syg. Det kan også være kokken i restauranten, der er blevet smittet, hvorefter tjenerne samt øvrigt personale skal i karantæne som nære kontakter. Så er det pludselig ensbetydende med lukning af hele virksomheden her midt i højsæsonen.

Vi stoler på sundhedsmyndighederne, når de siger, at dette er den bedste måde at begrænse smitteudviklingen, men når dette politisk besluttede krav føres ud i livet, så må man også være klar til at kompensere virksomhederne, der får frataget deres mulighed for at drive forretning. Særligt når dem der endnu ikke er færdigvaccinerede typisk udgør en stor del af medarbejderstaben i vores erhverv.

Sådan har kompensationen også været indtil 30. juni, men denne dato sluttede krisen desværre langt fra i vores erhverv.

Der er ingen tvivl om, at oplevelseserhvervet gør, hvad der står i vores magt for at holde smitten nede, for vi har på egen krop mærket, hvorledes smittetal, tvangslukninger og restriktioner tager levebrødet fra mange af erhvervets ildsjæle, som må se både livsværk og arbejdspladser forsvinde. Det er urimeligt, at man stiller disse økonomisk pressede virksomheder i en situation, hvor de skal spørge sig selv, om de har råd til at lade medarbejdere isolere sig, fordi man politisk har efterladt dem med hele regningen for den nuværende smittehåndtering her i landet.

Lige nu er branchens helt store udfordring, at der ikke er de nødvendige hænder til at imødekomme efterspørgslen fra gæsterne. Sagt på en anden måde, står der ikke nogle ledige på spring til at lappe hullet, mens kernemedarbejderne sendes i karantæne, og det betyder, at isolationskravene er direkte forbundet til lukkede forretninger og mistet omsætning. Og det er det sidste, oplevelseserhvervet har brug for lige nu efter så mange måneder i intensiv krise samt ophobning af gæld.

Når virksomhederne betaler prisen for at nedbringe smitten, så må kompensationen ikke fjernes. Ordningerne har gennem hele krisen været redningskransen for erhvervslivet, og opfordringen til Christiansborg er derfor, at vi ikke tømmer denne krans helt for luft, før vi har sikret os, at den nødstedte også er ude af druknefare. Ellers har knap halvandet års kompensation været spildt, hvis virksomhederne i sidste ende må dreje nøglen om.