Med dagens offentliggørelse af anbefalinger fra regeringens ekspertgruppe om genåbning af større arrangementer er der nu skabt grundlag for, at der igen kan komme gang i erhvervsturismen – en sektor, der normalt omsætter for milliarder af kroner og beskæftiger tusindvis af medarbejdere.
I den politiske rammeaftale er det bestemt, at konferencer kan genåbne den 6. maj med brug af Coronapas. Men det er stadigt usikkert under hvilke betingelser. Med eksperternes forslag til køreplan kan den usikkerhed nu elimineres. Eksperterne anbefaler, at det bliver det muligt at samle 1.000 personer til konferencer i sektioner af 500 personer i første fase. Gæster skal i det væsentligste sidde ned, men kravet om faste pladser er fjernet.
Samtidig er sporene lagt for efterårets messer. Langt størstedelen af messerne i første halvår er allerede udsat eller aflyst, men med dagens anbefalinger fra ekspertgruppen vil det være muligt også at holde messer med krav om Coronapas.
For al møde-, konference- og messeaktivitet anbefales et arealkrav pr. gæst på 2 kvadratmeter/ siddende og 4 kvadratmeter/ i bevægelse.
14 måneder helt i sort
Georg Sørensen, der er næstformand i HORESTA og til daglig er adm. direktør i MCH Messecenter Herning, har på vegne af HORESTA deltaget i ekspertgruppen, der nu har leveret et beslutningsoplæg til politikerne.
”Vi har sammen med sundhedsmyndighederne haft lange og svære drøftelser om, hvordan vi kan genåbne mest muligt, indtil alle er blevet tilbudt en vaccine. Der er ingen tvivl om, at for vores branche, der nu har været igennem 14 måneder helt i sort, er det vigtigste at vi får en plan, vi kan arbejde med, og der skabes mulighed for, at vi kan sige ja til fremtidig forretning. Det er altafgørende, ” siger Georg Sørensen.
Alene messe, møde- og konferencemarkedet omsætter under normale omstændigheder årligt for op imod 30 milliarder kroner.
”Den helt store udfordring lige nu er, at der går meget lang tid, før vi igen får fyldt ordrebøgerne op. Rigtig mange messer, kongresser og konferencer bookes både halve, hele og flere år i forvejen. Vi leverer mødesteder for det øvrige danske erhvervsliv og er helt afgørende for milliarder af omsætning, men lige nu kæmper mange af branchens aktører for overlevelse”, siger Georg Sørensen.
Brug for køreplan
Erhvervet har siden genåbningsaftalen den 22. marts, hvor det stod klart, at der kunne holdes konferencer fra 6. maj, ventet på afklaring af forsamlingsforbud og retningslinjer. Af samme årsag opfordrer HORESTA politikerne til hurtigt at få konfirmeret ekspertgruppens køreplan.
”Virksomhederne har nu i mere end en måned ventet på retningslinjer for, hvordan møder og konferencer kan afholdes fra den 6. maj, og hvor mange der må deltage. Hver eneste dag aflyses fremtidige møder og konferencer på grund af tvivl og manglende udmeldinger. Politikerne har nu fået serveret en række anbefalinger, som har både sundhedsmyndighederne og erhvervslivets opbakning, derfor bør det ikke tage lang tid at komme til forhandlingsbordet og få sikret virksomhederne mere klare og rimelige betingelser”, siger Kirsten Munch, der er politisk direktør i HORESTA.
HORESTA opfordrer også politikerne til at iværksætte en fokuseret genstart af møde- og erhvervsturismen, samt at sikre kompensation året ud for alle virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet, der er hårdt ramt af konsekvenserne af Coronakrisen.
Ekspertgruppens medlemmer er:
Henrik Ullum, Direktør i Statens Serum Institut
Søren Brostrøm, Direktør i Sundhedsstyrelsen
Jens Lundgren, Professor, Infektionsmedicinisk klinik, Rigshospitalet
Lone Simonsen, Professor, Folkesundsvidenskab, forsker i Pandemier og Modeller, RUC
Jakob Jensen, Adm. direktør i DBU
Signe Lopdrup, Adm. direktør, Roskilde Festival-gruppen.
Peter Mark Lundberg, Direktør i Dansk Teater
Georg Sørensen, Adm. direktør i Messecenter Herning
Christian Folden Lund, Interrim CEO i BC Hospitality Group.
Politiinspektør Morten Anker Jensen, Sydøstjyllands Politi.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Manglende Airbnb-evaluering skaber frustration i branchen
22-12-2024
-
Dagrofa overtager Den Danske Spiseguide
22-12-2024
-
Nyt luksushotel på vej i Næstved skaber debat
22-12-2024
-
Unge ejere genopliver historisk badehotel på Langeland
22-12-2024
-
Historisk vandrehjem moderniseres med stor donation
22-12-2024
-
Forbrugertillid når årets bund
22-12-2024
-
Lindner Hotels søger løsning efter konkursbegæring
22-12-2024