Af Katia K. Østergaard, adm. direktør, HORESTA
I dag er en dag, vi alle har set frem til i meget lang tid.
Efter fire måneders nedlukning får restauranterhvervet nu igen mulighed for at tage imod gæster, og hotellerne behøver ikke længere at henvise gæsterne til at spise på værelserne.
Dermed begynder det endelig at lysne for store dele af oplevelseserhvervet, og det er super glædeligt.
For mange af vores medlemmer er der dog fortsat lang vej endnu. Enten fordi de fortsat er tvangslukkede - som f.eks. vores store messecentre og hele nattelivet - eller fordi de mange alvorligt indgribende restriktioner bevirker, at forretningsgrundlaget er væk.
Det er svært at finde noget godt at sige om 14 måneders kamp i buldermørke mod coronasmitte med nedlukning af store forsamlinger, tomme hoteller, konference- og messecentre, sammenlagt 30 ugers tvangslukning af restauranter og attraktioner, og hele 14 måneders tvangslukning af nattelivet – med fortsat lang udsigt til åbning. Det er også svært at se noget positivt i så lang tid med grænselukning, forsamlingsforbud, tvangslukketider, afstandskrav, arealkrav, mundbind - og som det seneste brug af test/coronapas og forudgående reservationer som adgangskrav. Der er så mange restriktioner, som branchen skal forholde sig til, og sådan må vi nok erkende det vil være længe endnu.
Et opsparet behov
Før coronakrisen havde danskernes øgede købekraft gjort det til en selvfølge at gå ud at spise flere gange om måneden. Det var også blevet en naturlig ting at rejse to-tre-fire gange om året, at tage på forlængede weekendophold, at forkæle sig selv i spa, at gå på kasino, natklub eller bar. Det samme gælder at holde en uforglemmelig fest i professionelle rammer.
Nu har danskerne i 14 måneder oplevet, hvad det ville sige, når alle disse oplevelser og muligheder er utilgængelige, og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at der er et meget stort, opsparet behov for at genvinde meget af det tabte.
Samme gensynsglæde vil i øvrigt gælde det fysiske møde. Ingen tvivl om at digitale møder har vundet indpas, men Zoom, Teams og Skype har også demonstreret deres utilstrækkelighed. Det personlige møde går aldrig af mode.
Lang vej tilbage
Trods glæden over igen at kunne byde gæster velkommen, må vi desværre erkende, at der er lang vej tilbage mod et omsætningsniveau, der minder om tiden før krisen.
I de kommende uger og måneder vil vi fortsat være underlagt meget skrappe restriktioner. Så skrappe at det vil lægge en betydelig dæmper på vores muligheder for at bygge omsætningen op igen.
Dertil kommer, at aktiviteten i samfundet kun langsomt vil vende tilbage til normaliteten. Blandt andet vil der gå meget lang tid – formentlig år - før rejseaktiviteten når før-krise-niveau.
Af samme grund fortsætter kampen nu for at sikre fortsat hjælp til vores erhverv.
Det er lykkedes at forlænge hjælpepakker og lønkompensation frem til 30. juni, men der bliver helt sikkert brug for støtte i længere tid for dele af vores erhverv. Eksempelvis vil møde-, konference- og messevirksomhederne være lang tid om at få omsætningen op igen. Det samme gælder dele af hotelerhvervet og selvfølgelig nattelivet.
Samtidig presser vi på for udmøntning af genstartsinitiativer. Vi er kommet med en række forslag, hvoraf de vigtigste at få gennemført en nedsættelse af momsen og en udvidelse af de eksisterende fradragsmuligheder i bolig-job ordningen til også at omfatte fradrag for hotel, restaurant og oplevelser (oplevelsesfradrag).
Ved indgangen til 2020 havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, hvad vi skulle igennem af prøvelser som følge af coronakrisen. Her ved den anden store genåbning er der kun tilbage at håbe på, at vi aldrig nogensinde igen kommer i en lignende situation.
Og efter 14 måneders kamp mod corona kan vi i hvert fald glæde os over én ting: Det er blevet utrolig synligt for danskerne, hvor meget oplevelser og rejser betyder for livsglæden!
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Flertal af danskerne ser positivt på turismen
19-12-2024
-
Danmark fører an med flest nye hotelværelser i Norden
19-12-2024
-
Wolt vil tilbyde lån til restauranter
19-12-2024
-
Ny liste skal skabe klarhed om certificeringer
19-12-2024
-
Vesterhavet slår rekord i udenlandske overnatninger
19-12-2024
-
Novo Nordisk overtager Strandhotel Røsnæs
19-12-2024
-
Sønderjysk hotel får nye ejere – genåbner i 2025
19-12-2024