Regeringen og Folketingets øvrige partier ventes at præsentere forlig om hjælp til erhvervslivet kl. 11.

Aftalen er forhandlet på plads henover natten, hvor partierne tog afsæt i det udspil, som regeringen præsenterede på et pressemøde i går.

Regeringens udspil tog HORESTA meget positivt imod. I en pressemeddelese sagde HORESTAs adm. direktør:

”Det her er tiltag som aldrig er set før, og det er helt ekstraordinært. Det glæder os meget, at regeringen nu gør alvor af løfterne om at komme de mest udsatte erhverv til undsætning, med en hjælp de virkelig kan bruge til noget”.

”Særligt efter beslutningen om helt at lukke store dele af vores erhverv ned, står vi i en situation uden fortilfælde. For mange tusinde virksomheder er alle indtægtsmuligheder nu væk, samtidig med at omkostningerne stadigvæk er høje. Det sætter livet på spil for en stor del af vores erhverv, ligesom jobudsigterne for hundredtusindvis af danskere er meget dystre. Derfor er det afgørende med en hjælpepakke som denne”, sagde HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard.

Har efterlyst initiativer

HORESTA har siden coronakrisens udbrud efterlyst initiativer, der er målrettet hotel-, restaurant- og turisterhvervet, som er blandt de hårdest ramte erhverv, og som har manglet en meget stor del af omsætningen over de seneste fjorten dage.

En ny undersøgelse fra HORESTA viser, at 15.000 medarbejdere i hotel-, restaurant- og turisterhvervet allerede er blevet opsagt. Dertil kommer mange tusinde andre, som er hjemsendt. HORESTA vurderer, at omsætningstabet i erhvervet indtil videre ligger i mellem 2 og 3 milliarder kroner.

”Vi har forhandlet nye aftaler på plads med 3F, som letter på lønomkostningerne for vores erhverv, og vi har fået justeret på den nye trespartsaftale om lønkompensation, så den kan få reel effekt på vores erhverv. Dertil kommer de første hjælpepakker, som regeringen har præsenteret. Men særligt efter lukningen grænserne i weekenden og lukningen af restauranterhvervet er situationens alvor blevet meget forstærket. Derfor glæder det os, at regeringen nu gør alvor af løfterne om at komme de mest udsatte erhverv til undsætning”, siger Katia K. Østergaard.

I det nye udspil fremhæver hun særligt, at hotel-, restaurant- og turisterhvervet nu kan få tilskud på op til 80 procent af de faste udgifter med virkning fra den 9. marts.

”De her tiltag er noget af det, vi har efterlyst gennem lang tid. Det vil uden tvivl være en vigtig støtte til vores erhverv. Men uret tikker. Derfor er det vigtigt, at det hurtigt vedtages, så det kan komme ud og virker med det samme”, siger Katia K. Østergaard.

 

Log ind