HORESTA kan glæde sig over, at vi gennem de seneste måneder har fået mange nye medlemmer. Et af dem er Brøndums Hotel i Skagen. Et hotel, som emmer af historie og den danske badehotels-tradition. Et hotel, hvor kunst spiller en fremtrædende rolle, og hvor talrige danske kunstnere igennem 161 år har boet.
Brøndums Hotel ligger i den gamle bydel Østerby - 20 meter fra Skagens Museum og få hundrede meter fra Skagen Sønderstrand, der er en af Danmarks bedste strande.
Hotellet har 47 værelser og en fascinerende historie, som går helt tilbage til 1839, da kunstmaler Anna Anchers farmor, Ane Kirstine Houmann (gift Brøndum), arvede Brøndums gård. Gården fungerede på denne tid som købmandsgård og var et givtigt foretagende. Ved Ane Kirstines død overtog sønnen, Erik Brøndum, gården sammen med sin hustru, Ane Hedvig, der i dag omtales som Madam Brøndum.
Efter godkendelse fra Kong Frederik VII udvidedes købmandsgården i 1859 som gæstgiveri, og hermed blev fundamentet for det navnkundige hotel lagt.
Maden er omdrejningspunkt
Maden har gennem hele Brøndums Hotels historie været et centralt omdrejningspunkt. Kunstnerne nød den og beskrev den for deres venner hjemme på akademierne.
Med respekt for historien er det klassiske køkken i højsædet på Brøndums Hotel. Der findes på menukortet stadig retter, som tager udgangspunkt i Madam Brøndums kogekunst. Desuden indtager smørrebrødet en central position på frokostkortet, hvor nyt og spændende smørrebrød ofte udvikles med respekt for traditionerne.
Alt er dog ikke som på kunstnernes tid, hvilket restaurantens inspirationsmenu vidner om. Her udfoldes kreativiteten og nogle af sæsonens allerbedste råvarer bliver sammensat på nye og spændende måder.
I dag er det Thomas Luca Andreasen, der er direktør på hotellet. Han overtog direktørposten for fem år siden, hvor han kom til Skagen fra Odense, hvor han var direktør for det professionelle selskab for ishockeyklubben Odense Bulldogs.
HORESTA byder Brøndums Hotel velkommen blandt vores 2.000 øvrige medlemmer.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Manglende Airbnb-evaluering skaber frustration i branchen
22-12-2024
-
Dagrofa overtager Den Danske Spiseguide
22-12-2024
-
Nyt luksushotel på vej i Næstved skaber debat
22-12-2024
-
Unge ejere genopliver historisk badehotel på Langeland
22-12-2024
-
Historisk vandrehjem moderniseres med stor donation
22-12-2024
-
Forbrugertillid når årets bund
22-12-2024
-
Lindner Hotels søger løsning efter konkursbegæring
22-12-2024