Erhvervsminister Simon Kollerup er meget optaget af, at det skal være lettere for virksomheder i kyst- og naturturismen at få adgang til finansiering.

Det sagde han i går, da han besøgte Aalborg Lufthavn under en rundtur til nordjyske virksomheder. Bag rundturen stod de ”De 5 Styrker”, som udover HORESTA tæller Landbrug & Fødevarer, Dansk Energi, Danske Rederier og LIF (Lægemiddelindustriforeningen).

Det var HORESTA Region Nordjylland, som stod bag besøget i lufthavnen, hvor ministeren blev vist rundt. Blandt andet også i lufthavnens cateringsvirksomhed.

På mødet bragte flere HORESTA-medlemmer problemerne med finansiering af regionens turisterhverv op.

HORESTAs regionsformand, Lars Mouritzen, fortalte, at oplevelsen ofte er, at der bliver set skævt til én, når man som ejer af en kro eller et lille hotel dukker op i banken for at skaffe finansiering.

Andre på mødet bragte eksempler op på, at virksomheder får nedsat grænsen for belåning af realkreditinstitutterne, som også gennemfører store forhøjelser af deres bidragssatser.

På mødet svarede Simon Kollerup, at han har fokus på den store forskel, hvad angår lånemuligheder, mellem storbyturismen og kyst- og naturturismen.

”Jeg har ikke det præcise svar på, hvordan vi løser det. Men vi er ved at lave en ny turismestrategi, og her har jeg bedt om, at vi også får set på, hvordan vi kan fremme finansieringsdelen. De klassiske greb kender vi. Men det kunne være sjovt, hvis vi kunne udvikle noget, vi ikke har set endnu”, sagde han.

Se indslag fra mødet på TV2/Nord.

Log ind