Hotelerhvervet nærmede sig 17,0 mio. overnatninger i 2019. Det skyldes blandt andet en øget værelseskapacitet, fortæller Jonas Kjær, cheføkonom i HORESTA, der har kigget nærmere på tallene.
”I 2019 rundede hotelerhvervet for første gang 50.000 værelser, og væksten i værelser er uden tvivl en medvirkende faktor til markedets positive udvikling. De nye værelser medfører dog også en intensiveret konkurrencesituation, og det er noget, de eksisterende virksomheder i markedet kan mærke,” siger Jonas Kjær, og tilføjer, at som følge af de mange nye værelser var belægningen uændret fra 2018 til 2019 i hotelerhvervet.
Siden 2008 er der kommet ca. 14.000 nye hotelværelser i Danmark. Jonas Kjær tilføjer, at værelsesvæksten fra 2018 til 2019 er den største i markedets historie, men toppen er ikke nået endnu.
”2020 bringer mange spændende hotelåbninger, og det er medvirkende til, at i år faktisk overgår kapacitetsvæksten fra 2019, hvis ellers åbningsdatoen på de planlagte projekter ikke bliver forsinket,” siger Jonas Kjær.
Med hensyn til den generelle udvikling i antallet af hotelovernatninger hæfter Jonas Kjær sig ved, at amerikanerne er blevet det største marked i Region Hovedstaden. På landsplan må amerikanerne dog se sig slået af nærmarkederne Sverige, Norge og Tyskland.
HORESTA-medlemmer kan læse meget mere om markedets udvikling i rapporten til højre på siden.