Hele turisme- og oplevelseserhvervet er tvunget i knæ i forbindelse med COVID-19-krisen.

Store dele af erhvervet er helt uden omsætning for tiden, og erfaringerne fra finanskrisen er, at det vil tage lang tid for erhvervet at komme på fode igen.

Dermed er tusindvis af virksomheder og over hundredetusinde job i fare.

Nu foreslår HORESTA et nyt fradrag til alle voksne danskere ved køb af for eksempel hotelovernatninger og restaurantbesøg. Virksomheder skal samtidig ydes fuldt fradrag for køb af overnatning, restaurantbesøg, bespisning, møder, kurser, sociale arrangementer m.v. Begge fradragsmuligheder skal gælde for 2020 og 2021.

Målet er at få gang i omsætningen i erhvervet igen så hurtigt som muligt.

”Før krisen var vi et af de vigtigste væksterhverv. Men det har meget lange udsigter, før vi er tilbage på niveau. Selv om grænserne åbner igen, vil rejselysten først komme tilbage om lang tid. Samtidig må vi forvente, at forbrugerne holder på deres penge i mange måneder frem. Derfor foreslår vi en ordning, hvor man ligesom med håndværkerfradraget kan opnå fradrag på 18.700 kroner”, siger Katia K. Østergaard, der er adm. direktør i HORESTA

Turisme- og oplevelseserhvervet er i høj grad presset på omsætningen. Alle restauranter, barer, cafeer, kasinoer og diskoteker er tvangslukket helt frem til den 10. maj og kan kun sælge take away, mens hoteller, vandrerhjem og forlystelsesparker frivilligt har lukket ned eller kører med meget lav omsætning.

”Vi er glade for de hjælpepakker, regeringen er kommet med. De er designet til at håndtere en del af omkostningerne i de meget kritiske forårsmåneder. Men vi har simpelthen brug for initiativer, som sikrer noget omsætning på længere sigt”, siger Katia K. Østergaard.

En beregning viser, at udenlandske turister over de næste seks måneder bruger 38 milliarder kroner i Danmark på alt fra overnatning til restaurantbesøg, indkøb, transport med videre. Men så længe grænserne er lukkede, udebliver omsætningen. Og når de åbner igen, vil der gå lang tid, før rejselysten vender tilbage. Blandt andet fordi Danmark som turistdestination også er afhængig af andre landes rejserestriktioner. Derfor er det danskernes forbrug, som skal holde hånden under virksomheder og dermed arbejdspladser i erhvervet.

HORESTAs forslag indgår i en større plan, som HORESTA har udarbejdet for genrejsning af turisme- og oplevelseserhvervet.

De øvrige punkter i den plan er:

  • De nuværende hjælpepakker skal udvides og forlænges for virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet
  • Virksomheder i turisme- og oplevelseserhvervet skal fritages for betaling af afgifter som energiafgifter og ejendomsskatter i 2020 og 2021
  • Momsen på overnatninger og bespisning (F&B) skal nedsættes til samme niveau som vores nabolande i hvert fald frem til udgangen af 2022.
  • De offentlige bevillinger (stat og kommuner) til markedsføring af turisme- og oplevelseserhvervet skal tredobles for 2020 og 2021.
  • Bundfradraget på 24.000 for udlejning af privat bolig fjernes. Samtidig skal antal dage, det er tilladt at udleje sin private bolig, sænkes til maksimalt 35 dage svarende til 5 ugers ferie.
  • Der skal hurtigst muligt nedsættes en særlig ’Turisme Taskforce’ med repræsentation fra myndigheder, turismeorganisationer og erhvervet, der kan identificere konkrete udfordringer og koordinere indsats og tiltag på tværs af ministerier, fagområder, geografi og enheder.

Læs mere om HORESTAs genopretningspakke her.

HORESTA: Hotellerne ser optimistisk på fremtiden

En ny medlemsundersøgelse blandt HORESTAs hotelmedlemmer viser, at branchen generelt forventer et positivt 2024 og betragter deres økonomiske situation som god. Særligt større hoteller forventer en omsætningsvækst i år.

Log ind