af Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i HORESTA, Vodroffsvej 32, 1900 Frederiksberg
I Danmark er vi afhængige af de lyse timer. Derfor er det afgørende, at Danmark ender med permanent sommertid, når vi, efter alt at dømme, skal afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid.
For turismen vil en begrænsning af de lyse timer betyde, at udbuddet af aktiviteter og oplevelser, til såvel danskere som turister, skrumper. Og det vil kunne mærkes på erhvervets økonomi.
I dag bringer lune sommeraftener, i kombination med Danmarks fantastiske natur, hvert år tusindvis af turister ud i det danske sommerland. De gyldne sommeraftener og solnedgangen ved vores kyster er blandt både danskernes og de udenlandske turisters favoritter. Lyset, tiden og ikke mindst timingen heraf er afgørende for dansk turisme og de naturoplevelser, som vi kan byde på.
De lyse nætter i Norden har en særlig tiltrækningskraft på turister, og de er afgørende for aktivitet og dermed for rentabilitet for den enkelte operatør og virksomhed i erhvervet.
Både danskere og turister har taget udelivet til sig. Vi spiser, drikker og hygger os på de stadig flere caféer og restauranter, der tilbyder udendørsservering. Madmarkeder og streetfood skyder op på gader og åbne pladser. Vi har fået byer med liv og aktivitet. Og ikke mindst vækst og jobs i restauranterhvervet, som i dag er Danmarks største jobskaber.
Derfor er spørgsmålet om sommertid eller vintertid ikke blot et spørgsmål om, hvorvidt vi synes, det er rart eller bedst med lys om morgenen eller aftenen. Det er et spørgsmål om rammevilkår, omsætning, vækst og arbejdspladser.
Kunstig belysning og varmelamper kan på ingen måde genskabe disse mange mistede lyse timer. Det er hverken økonomisk eller miljømæssigt forsvarligt - endsige muligt at etablere sådanne installationer på alle de berørte attraktioner, seværdigheder, idrætsanlæg, pladser eller virksomheder.
Der arbejdes aktivt både politisk og i erhvervet for, at turismesæsonen skal vare længere, og at det kan betale sig at holde åbent en større del af året. Det har en stor indflydelse på både vækst, udvikling og arbejdspladser i hele landet. Afskaffelse af sommertiden vil have den direkte modsatrettede effekt. Det vil forkorte sæsonen og koste omsætning for mange virksomheder.
Derfor er det afgørende, at vi i Danmark sikrer sommertiden og de lyse sommeraftener, så vi kan fortsætte med at tiltrække turister fra nær og fjern for at tilbyde oplevelser, som de aldrig glemmer.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Danskerne prioriterer oplevelser over materielle køb
30-10-2024
-
Beskæftigelsen i hotel- og restaurationsbranchen når rekordniveau
30-10-2024
-
Danskerne ser positivt på turismens effekt lokalt
30-10-2024
-
Hotelinvestorer peger på London og Paris som topdestinationer
30-10-2024
-
Tivoli opnår historisk høj sommersæsonomsætning
30-10-2024
-
Rekom ændrer kurs: Fokus på drift fremfor vækst
30-10-2024
-
HORESTA: Kommunale autocamperpladser presser campingbranchen
30-10-2024