Af Kirsten Munch Andersen politisk direktør, HORESTA

BLOG: Som noget nyt skal Airbnb-udlejerne til at vænne sig til tanken om et loft over deres udlejning på 70 dage. Det er et af resultaterne af, at den såkaldte Airbnb-lov trådte i kraft den 1. juli.

Desværre er det så som så med loftet. Med den tidligere regering ved roret har man nemlig valgt at lave et loft for udlejning, der kun gælder hele boliger. Der er derfor ikke noget, der forhindrer udlejere i at fortsætte med at udleje enkeltværelser efter de 70 dage. Og myndighedernes kontrolmuligheder er så godt som ikke-eksisterende.

Hvis den ønskede effekt var at sikre, at vores boliger primært bliver brugt til at bo og leve i - ud over de mere end to måneder, man nu kan udleje boliger som hotelværelser - og at der skal være en rimelig konkurrence med jobskabende virksomheder, er vi ikke kommet nogen vegne.

Derfor kan det kun gå for langsomt med at få taget hul på efterårets planlagte evaluering af Airbnb-aftalen.

Kommentar var nærmest absurd

Fhv. skatteminister Karsten Lauritzen har om det gennemhullede loft for den private udlejning udtalt, at der ikke var tale om et hul i loven, men et bevidst ønske om ikke at ramme bed & breakfastudlejere.

Lad det være sagt: Professionelle bed & breakfast-virksomheder er en vigtig del af dansk turisme og er ikke omfattet af disse regler. Men det er udlejningen af bed & breakfast fra privatpersoner naturligvis.

Karsten Lauritzens kommentar var nærmest helt absurd. Bed & breakfast er jo grund-dna'et i Airbnbs platform. Ja, det er sågar en del af virksomhedens navn. Desuden har bed & breakfast i privat regi udgjort unfair konkurrence for det professionelle overnatningserhverv, længe før der var noget, der hed Airbnb.

Privat udlejning er ikke nyt, men med en digital platform er udbredelsen skruet helt op på volumeknappen, og det forstærker kun behovet for at sikre en regulering, så vi alle kan være her. Behagelig musik kan alle lide, men øredøvende støj ødelægger det for alle. Naboer som erhvervsdrivende.

Vi skal derfor hurtigst muligt have justeret den politiske aftale og have lappet hullet i loftet.

Efterårets evaluering er kort sagt en mulighed for at indfri det, der egentlig var hensigten med reguleringen. Nemlig at skabe rammerne for privates udlejning af egen bolig, så det ikke er til skade for boligmarkedet og naboerne og samtidig bliver et supplement til de professionelle overnatningsmuligheder og til gavn for hele turismen i Danmark.

Og det er langtfra umuligt.

Det vil vi advare imod

Airbnb efterlever allerede mere kontante krav og indberetter mange flere oplysninger i andre lande. Og vi kommer langt med et klart loft på udlejningen og tilsvarende indberetning af antallet af udlejningsdage suppleret med en simpel registreringspligt for alle udlejere uanset platform.

Den politiske aftale sikrer gennem klare incitamenter en længe ventet skatteindberetning af den private udlejning. Det er positivt. Opgaven er nu at sikre, at der sættes en stopper for de private, der bruger deres boliger til at drive hotellignende virksomhed.

Den nye lov giver kommunerne mulighed for at hæve loftet for den private udlejning fra 70 dage til 100 dage. En mulighed, som vi må advare om at tage i brug.

Måske kan det synes sympatisk, at kommunens borgere kan udleje deres hjem helt op til 100 dage om året. Men det er de færreste mennesker, som har 70 dages ferie - og stort set ingen, som har 100 dages ferie. Boligen får dermed karakter af professionel hotelvirksomhed.

Samtidig med at mange overnatningssteder har ledig kapacitet.

Arbejdspladser er på spil

Og den ulige konkurrence mellem private udlejere og professionelle udlejere er markant. Med de nye regler er de økonomiske fradrag til boligejerne steget, når de udlejer til turister - og muligheden for at tilbyde billigere overnatning end de professionelle er øget.

Det vil selvfølgelig kunne mærkes. Konsekvenser kan være store for de lokale overnatningssteder, men også for lokalområderne, hvor arbejdspladser, selskabsskatter, lærepladser og investeringer er på spil.

Vi skal sikre, at alle overnatningsformer er til både borgernes og samfundets bedste. Turisme- og oplevelseserhvervet er i vækst, og det skal vi bruge til at styrke og udvikle de mange små og mellemstore turismevirksomheder over hele landet - ikke til at omdanne boliger til minihoteller. Derfor skal man på landets rådhuse ikke hæve udlejningsloftet til 100 dage - Christiansborg bør afskaffe muligheden.

HORESTA: Hotellerne ser optimistisk på fremtiden

En ny medlemsundersøgelse blandt HORESTAs hotelmedlemmer viser, at branchen generelt forventer et positivt 2024 og betragter deres økonomiske situation som god. Særligt større hoteller forventer en omsætningsvækst i år.

Log ind