Af Jonas Kjær, cheføkonom, HORESTA
Den seneste tid har der været stor fokus på restaurantbranchens udvikling, blandt andet afledt af uddelingen af Michelin-stjernerne i sidste uge, hvor flere danske restauranter end nogensinde før opnåede at blive optaget i den prestigefyldte franske vejviser til verdens bedste spiseoplevelser.
I denne sammenhæng lancerede Danmarks Statistik en analyse, der viste et rekordhøjt antal konkurser i restaurantbranchen, en historie som er blevet omtalt i flere nyhedsmedier, herunder Børsen og i dag hos DR. I 2018 var der nemlig hele 501 konkurser blandt restaurantvirksomheder, hvilket er en stigning på 22 pct. i forhold til 2017, og næsten en fordobling i forhold til 2014, hvor niveauet var det laveste i nyere tid.
Det er umiddelbart nogle voldsomme tal, der tyder på et erhverv i krise. Men står det virkelig så dårligt til i branchen?
Vi kan ikke komme uden om, at det er vanskeligt at tjene penge i restaurantbranchen. Det har HORESTAs egne analyser også vist gennem årene. At drive en restaurant er hårdt arbejde på skæve tidspunkter, der drives af passion for madlavning og gæsteoplevelser, men sjældent giver ejerne et stort økonomisk afkast.
Alligevel kalder konkurstallene fra Danmarks Statistik på en nuancering. For ser man nærmere på, hvilken type virksomheder, der rammes af konkurs, så er langt størsteparten nemlig enten virksomheder uden momspligtig aktivitet eller en omsætning under 1 mio. kr. Af det samlede antal konkurser står førnævnte grupper for 353, og de tegner sig desuden for hele 87 pct. af stigningen i restaurantkonkurserne siden 2014. I gruppen af mere etablerede restaurantselskaber med en omsætning over 1 mio. kr., er konkurstallet derimod ikke steget nævneværdigt.
En stor del af forklaringen på den store stigning i konkurstallet – som i øvrigt også ses i det generelle erhvervsliv – skyldes, at man i 2015 gjorde det lettere at oprette selskaber. De såkaldte iværksætterselskaber – også kaldet én-krones-selskaber – skabte mange nye virksomheder, men også selskaber, som for en stor dels vedkommende aldrig har fået luft under vingerne, men alligevel tælles med i konkursstatistikken, når de lukkes ned.
Den gennemsnitlige konkursramte restaurantvirksomhed omsatte i 2018 for knap 1,2 mio. kr. og samlet står virksomhederne for et omsætningstab på 579 mio. kr. Det er 12 pct. mindre end i 2017.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Flertal af danskerne ser positivt på turismen
19-12-2024
-
Danmark fører an med flest nye hotelværelser i Norden
19-12-2024
-
Wolt vil tilbyde lån til restauranter
19-12-2024
-
Ny liste skal skabe klarhed om certificeringer
19-12-2024
-
Vesterhavet slår rekord i udenlandske overnatninger
19-12-2024
-
Novo Nordisk overtager Strandhotel Røsnæs
19-12-2024
-
Sønderjysk hotel får nye ejere – genåbner i 2025
19-12-2024