Det skal være lettere for danske virksomheder at hende udenlandsk arbejdskraft til landet, og derfor er der behov for at få sænket den såkaldte beløbsgrænse.

Sådan lød meldingen fra HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard, da hun tirsdag aften deltog i Debatten på DR2. Programmet blev sendt fra Landstingssalen på Christiansborg og satte tre af de vigtigste temaer i statsminister Lars Løkke Rasmussens åbningstale til debat.

Beløbsgrænsen er den årlige minimumsløn, der skal til for at få arbejdstilladelse i Danmark, hvis man kommer fra et ikke-EU-land. Grænsen går i dag ved 418.000 kroner, og ordningen er primært målrettet højtuddannede specialister.

Katia K. Østergaard gjorde opmærksom på, den nuværende ordning ikke giver mulighed for at tiltrække faglært arbejdskraft. Det er et paradoks, eftersom det er faglært arbejdskraft, der er størst mangel på i Danmark, påpegede hun.

Hun gik desuden i kødet på de politikere, som kritiserer arbejdsgiverne for ikke at bruge den ledige danske arbejdskraft først.

”Hvis det virkelig var rigtigt, at der stod så mange lige ude på den anden side af døren og bankede på for at få lov til at arbejde, hvorfor i alverden skulle vi så ikke tage dem? Hvorfor skulle vi bøvle med at hente udenlandsk arbejdskraft uden for Europa til Danmark med alt, hvad det indebærer af bøvl og bureaukrati. Medarbejdere, der ikke kan sprog og kultur. Hvis det virkelig var rigtigt, at de stod ude på den anden side, så kan jeg garantere dig at vi ville tage dem”, sagde hun i debatten.

Regeringen lancerer i dag et forslag, der skal gøre det lettere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Ifølge TV2/Nyhederne vil forslaget indebære en sænkning af beløbsgrænsen til 330.000 kroner om året, men den vil kun gælde 12 lande uden for EU: USA, Singapore, Kina (inklusive Hong Kong), Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Indien, Thailand, Mexico og Rusland.

Se Debatten her.

HORESTA: Syreres hjemrejse kan ramme branchen

Hvis syriske statsborgere rejser hjem, kan det skabe mangel på arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen, advarer HORESTA. Syrere udfylder vigtige roller, hvor det er svært at finde medarbejdere.

Log ind