I forbindelse med en opsigelsessituation, enten fra virksomhedens eller medarbejderens side, kan parterne som et alternativ til en opsigelse, vælge at aftale vilkårene for fratrædelsen i en gensidig fratrædelsesaftale, som begge parter underskriver.
Det følger af flere lovregler, herunder funktionærloven, at disse ikke kan fraviges til ugunst for medarbejderen, hvorfor der skal tages højde for dette i aftalen.
HORESTA yder rådgivning om fratrædelsesaftaler, og tilbyder hjælp til selve udarbejdelsen af fratrædelsesaftalen.
Fratrædelsesgodtgørelse
Overenskomstdækkede medarbejdere med 3, 6 eller 8 års anciennitet, er berettigede til en fratrædelsesgodtgørelse, hvis opsigelsen sker uden medarbejderens egen skyld.
- Efter 3 års ansættelse udgør godtgørelsen kr. 2.500
- Efter 6 års ansættelse udgør godtgørelsen kr. 5.000
- Efter 8 års ansættelse udgør godtgørelsen kr. 7.500
Godtgørelsen oppebæres dog ikke, hvis medarbejderen har fået nyt job, er funktionær, modtager folke- eller førtidspension eller på anden måde er bedre stillet end efter overenskomstens regler.
Funktionærer med 12 eller 17 års anciennitet, er berettigede til en godtgørelse efter funktionærlovens § 2a.
- Efter 12 års ansættelse udgør godtgørelsen et beløb svarende til 1 månedsløn.
- Efter 17 års ansættelse udgør godtgørelsen et beløb svarende til 3 måneders løn