Rekruttering
Det er kommunerne, der har fået til opgave at tage imod de ukrainske flygtninge og hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet. Har du ønske om at ansætte ukrainere, skal du derfor kontakte dit lokale jobcenter.
Det er også muligt at rekruttere arbejdskraft ad andre kanaler. For eksempel har Jobindex lavet en jobportal, som er særligt målrettet til at skabe kontakt mellem ukrainske flygtninge og arbejdsgivere.
På JobIndex skal I bruge #JobsForUkraine. Hashtagget betyder ikke, at jobbet er reserveret ukrainere, men at jobbet ikke kræver danske sprogkundskaber, og at ansøgninger fra både danskere og flygtninge er velkomne.
Ligeså har HORESTAs samarbejdspartner, JOMP.dk, gjort det nemmere for virksomheder og ukrainske flygtninge at finde hinanden. På JOMP.dk vil jobannoncer med hashtagget, udover den sædvanlige indrykning, blive annonceret på en særskilt joboversigt på JOMP.dk, målrettet ukrainske flygtninge. Samtidig kan jeres job søges frem via #JobsForUkraine på Jobindex.dk.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Jomp.dk på 6014 2820 / [email protected]
Regler for ansættelse
Tjek at din kommende medarbejder har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse.
Medarbejderen har ikke en opholdstilladelse:
Hvis medarbejderen er udrejst fra Ukraine efter den 24. februar 2022, så har vedkommende ret til midlertidig opholdstilladelse efter særloven, som er trådt i kraft. Den nye særlov giver ukrainske flygtningen mulighed for at bo, arbejde, tage uddannelse og gøre brug af vores sociale system.
Du kan læse mere på siden Ny i Danmark.
Medarbejderen søger om opholdstilladelse igennem Udlændingestyrelsen/SIRI, men skal også opnå biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk) samt afgive underskrift. For at opnå biometri skal man bestille tid via SIRI’s borgerservice, og medarbejderen skal møde fysisk op. Man kan booke tid her. SIRI’s borgerservice er placeret i Næstved, Odense, Aalborg, Aarhus og på Bornholm.
Der er i øjeblikket en længere ventetid på optagelse af biometri.
Bemærk: Du kan godt ansætte, før opholds- og arbejdstilladelse er på plads. Men ukraineren må ikke begynde at arbejde, før der foreligger en opholdstilladelse.
Medarbejderen har en gyldig opholdstilladelse:
Tilladelsen er gældende i to år og giver ret til ophold og arbejde i Danmark.
Du kan bruge de sædvanlige ansættelseskontrakter, der findes på HORESTAs hjemmeside.
Når medarbejderen har fået arbejds- og opholdstilladelse har vedkommende adgang til vores sociale system på linje med danske statsborgere.
Sundhedskort, NemID, skattekort m.v.
Hvis du skal være behjælpelig med at skaffe medarbejderen sundhedskort, NemID mv., kan det være en hjælp at anvende Virk Assistenten, hvor man guides igennem alle ansøgningerne trin for trin.
Ansøgning om skattekort kan ske via SKAT. Bemærk at der er mellem 6 – 9 ugers ventetid på ansøgning om skattekort.
Du kan også henvise medarbejderen til International Citizen Service (ICS), som kan hjælpe med papirarbejdet til sundhedskort, personnummer og NemID.
Jobguide (også på ukrainsk)
Der findes mere information om ansættelse af ukrainsk arbejdskraft på jobguideukraine.dk, som Beskæftigelsesministeriet står bag. Her er der også information på ukrainsk og engelsk til ukrainske ansøgere
Har du spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte vores juridiske call center på 35 24 80 40.
Callcenter
juridisk rådgivning
HORESTAs callcenter er åbent
Mandag - fredag kl. 08.30 - 16.00
Tlf.: +45 35 24 80 40
Mail: [email protected]