11. jul 2012Stadig flere danskere vælger på grund af krisen at holde deres sommerferie i Danmark, og det kan mærkes på forlystelsesparkernes investeringslyst.
I 2011 investerede forlystelsesparkerne i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) omkring 300 mio. kroner i parkerne.
Det tal lå på ca. 200 mio. i 2010, mens det var 186 mio. kroner i 2009, viser en opgørelse fra FFD og HORESTA. FFD dækker over 12 af de største parker herhjemme, herunder Tivoli, Dyrehavsbakken, Legoland, Bon Bon Land og Djurs Sommerland.
Generelt har de danske forlystelsesparker formået at holde et stabilt antal besøgene siden 2008, hvor krisen begyndte at sende flere på ferie i det danske sommerland.
Når de store trækplastre på attraktionssiden er sikret, så er den største post dog at løfte niveauet på den omkringliggende service, siger Stinne Hjort-Andersen, relationschef i HORESTA, der varetager FFDs sekretariat.
- Hvis ikke de følger med og opdaterer deres produkt, så kan man lynhurtigt se, at gæsterne vælger det fra. Man forventer, at der er noget nyt hvert år, og konkurrencen er samtidig hård, da vi har relativt mange forlystelsesparker herhjemme, siger hun.