Horesta

 

Nyheder

Ny måde at betale til AUB fra 2018: Se guiden her

Branchenyt09. jan 2018

I dag betaler du 295 kr. pr. medarbejder til AUB-ordningen. I 2018 bliver denne opkrævning afskaffet.

Dit bidrag bliver fra 2018 afhængig af, om du uddanner tilstrækkeligt med elever i forhold til, hvor mange faglærte du beskæftiger. Hvis du uddanner tilstrækkeligt eller flere end forventet, slipper du billigere i forhold til i dag. Er det ikke tilfældet, vil du typisk opleve, at dine udgifter til AUB-ordningen stiger.

Indenfor hotel- og restaurantuddannelserne skal du ansætte 3,2 helårselev per 100 faglærte i din virksomhed.

Du skal betale 27.000 kr. i merbidrag pr. helårselev, som din virksomhed mangler at uddanne.

Praktikpladsen.dk

Du kan finde din nye elev på praktikpladsen.dk.

Som virksomhed kan man også logge ind på praktikpladsen.dk via NemID og opslå ledige praktikpladser. En vejledning til hvordan du opslår en praktikplads, kan findes her.

Virksomheder skal godkendes som praktiksted for at oprette et opslag om en ledig praktikplads på praktikpladsen.dk. Hvis din virksomhed ikke er godkendt, kan du søge om godkendelse her.

Ny praktikbonus på 25.000 kr.

Vælger du som virksomhed at uddanne ekstra elever i 2018 i forhold til de tre seneste år, får du udbetalt en praktikbonus på 25.000 kr. pr. helårselev. Hvis du er berettiget til bonussen, vil du få den udbetalt helt automatisk.

Praktikbonussen beregnes og udbetales første gang i 2019 til din Nemkonto.

Ny fordelsbonus på op til 5.000 kr.

Du kan få fordelsbonus på op til 5000 kr., hvis du ansætter en elev på kokke-, tjener- eller receptionistsuddannelsen.

I april 2018 vil virksomhederne første gang modtage et brev med en forskudsopgørelse.

Forskudsopgørelsen indeholder et mål for, hvor mange elevpoint din virksomheden skal opnå – et mål for hvor mange elever, der skal være ansat for at leve op til uddannelsesmålet. Du kan også se, hvor mange elevpoint I allerede har og dermed, hvor langt I er fra målet.  

Brev med opgørelse af AUB- bidrag

Du vil medio 2019 modtage en opgørelse med en samlet afregning for AUB-bidrag og bonusser m.m.  for 2018.

Fritagelse for praktikplads-AUB

Nogle virksomheder har svært ved at rekruttere nye elever. Som en del af trepartsaftalen er man derfor blevet enige om, at praktikpladsen.dk fremover skal være stedet, der formidler kontakten mellem praktikpladssøgende elever og virksomheder, der har en eller flere ledige praktikpladser. Har virksomheden forgæves søgt en elev via et opslag på praktikpladsen.dk, er det muligt at blive fritaget for at betale praktikplads-AUB. Der kan dog først ansøges om fritagelse for merbidrag efter, at opslaget har været opslået på praktikpladsen.dk i mindst 3 måneder (90 dage), efter udløbet af de 3 måneders ansøgningsfrist. Der kan desuden kun søges om fritagelse for det antal dage, opslaget har været synligt på praktikpladsen.dk

På virk.dk/aub kan virksomheden søge om fritagelse for merbidraget.

 

Mere viden

DA's folder om trepartsaftalen om flere praktikpladser

 

Du kan læse mere på www.virk.dk/praktikplads-AUB eller på www.uvm.dk/trepart.

I forhold til praktikplads-AUB kan du også kontakte AUB på tlf. 70 11 30 70.

 

Kommentarer