Horesta

 

Nyheder

HORESTA og indkøbsforeningen SAMHANDEL indgår stort samarbejde

Branchenyt28. sep 2017

HORESTA og SAMHANDEL har indgået en samarbejdsaftale, så endnu flere af Danmarks hoteller, restauranter og turismevirksomheder i fremtiden kan få besparelser på deres indkøb. Et nyt medlem hos SAMHANDEL kan typisk spare mellem 7 og 15 pct. af virksomhedens samlede årlige udgift til indkøb, og via den nye samarbejdsaftale sparer HORESTA-medlemmer desuden penge på indmeldelsesgebyret.

HORESTAs nye samarbejdspartner, SAMHANDEL, repræsenterer i dag over 300 medlemmer og har en samlet indkøbssum, der i 2017 forventes at runde 700 mio. kr. Det medfører store rabatter for foreningens medlemmer, og sidste år gav SAMHANDEL en tilbagebetaling på godt 55 mio. kr. Det svarer til, at hvert af foreningens medlemmer i gennemsnit sparede over 10 pct. af deres samlede indkøb via SAMHANDEL.

HORESTA ser store muligheder for organisationens medlemmer i den nye samarbejdsaftale.

”Selvom det går godt i branchen, så er marginalerne stadig små hos mange virksomheder. Med denne samarbejdsaftale får HORESTAs medlemmer nu rabat på en indkøbsforening, der kan give dem store besparelser på en tung udgiftspost. Og det kan faktisk være det, der gør forskellen på et overskud eller underskud, når året er omme. Vi tror på, at alle vores medlemmer vil kunne spare penge gennem denne ordning, og disse besparelser kan være med til at gøre vores erhverv endnu stærkere”, siger Nadeem Wasi, medlemschef i HORESTA.

HORESTAs brancheanalyser viser, at en typisk restaurant bruger ca. 30 pct. af omsætningen på råvarer, og det er blandt andet denne udgiftspost SAMHANDEL har sat sig for at skaffe virksomhederne besparelser på:

” SAMHANDEL er en forening, der ikke skal skabe et overskud. Vi har en effektiv administration, som udelukkende arbejder målrettet med at skaffe de bedste aftaler til erhvervets virksomheder, så de kan få de største besparelser. Vi har aftaler med flere end 60 leverandører til erhvervet på tværs af indkøbskategorier, og vi bestræber os på at være leveringsdygtige i alt, hvad virksomhederne skal bruge. Vi tror på, at samarbejdet med HORESTA kan gøre foreningen endnu stærkere, hvilket i sidste ende kommer alle SAMHANDEL medlemmer til gavn”, fortæller Torben Serritslev, der er adm. direktør for SAMHANDEL.  

HORESTA-medlemmer, der er interesserede i at høre mere om aftalen, er velkomne til at kontakte HORESTAs medlemschef Nadeem Wasi, tlf. 3048 2268.

 

 

Kommentarer