Horesta

 

Nyheder

Finansministeren til debat med Turismens Vækstråd

Aktiviteter15. sep 2017

Hvordan sikrer vi, at Danmark får fuldt udbytte af væksten i den internationale turisme?

Dette spørgsmål var omdrejningspunktet, da Turismens Vækstråd torsdag havde inviteret finansminister Kristian Jensen (V) til debat.

Finansministeren er midt i et intenst forhandlingsforløb om tre udspil, som regeringen præsenterede i løbet af tre dage i slutningen af august. Et af udspillene var finanslovsforslaget for 2018, og det fik en central rolle på mødet. Især fordi regeringen fastholder en tidligere beslutning om at beskære basisbevillingen til VisitDenmark.

Flere medlemmer af vækstrådet gjorde finansministeren opmærksom på, at det er den forkerte vej at gå, hvis vi skal udnytte dansk turismes vækstmuligheder. Kristian Jensen erkendte, at der er færre midler til VisitDenmark på finansloven men understregede, at finanslovsudspillet nu skal forhandles. Han gjorde desuden opmærksom på, at regeringen har gennemført en række andre tiltag, der vil styrke dansk turisme, herunder en lempelse af planloven.

Et andet hovedtema på mødet var mangel på arbejdskraft, der bliver mere og mere udtalt i erhvervet. Her gjorde finansministeren opmærksom på, at regeringen i sit skatteudspil gør det mere attraktivt for ledige at søge ind på arbejdsmarkedet gennem den såkaldte jobpræmie.

Kort før finansministeren hastede ud af døren til nye forhandlinger, spurgte vi ham, hvad regeringen vil gøre for at styrke væksten i dansk turisme. Hør svaret her:

 

Kommentarer