Horesta

 

Nyheder

Minister vil rette op på tjenerfejl i restaurationsloven

Branchenyt10. aug 2017

Den 1. juli trådte den nye restaurationslov i kraft, men en af ændringer bliver nu rullet tilbage ifølge erhvervsminister Brian Mikkelsen. HORESTA og 3F har nemlig gjort ministeren opmærksom på, at loven utilsigtet indskrænker tidsrummet, hvor tjenerelever må være i restauranterne fra kl. 24 til kl. 20.

HORESTA og 3F gjorde ministeren opmærksom på, at dette ville gå ud over tjenerelevernes praktikforløb og begrænse indholdet i deres læringsforløb.

I brevet skriver afsenderne:

”Det fremstår som en utilsigtet ændring på forkert oplyst grundlag, og vi vil gerne opfordre til, at der hurtigst muligt ændres i denne bestemmelse igen, og det gøres muligt for de unge tjenerelever at få en uddannelse uden denne tidsmæssige begrænsning, der på ingen måde giver mening i vores erhverv,” skriver forhandlingssekretær John Frederiksen fra 3F og HORESTAs politiske direktør Kirsten Munch Andersen.

I et svar anerkender Brian Mikkelsen problemet, og skriver:

”Jeg kan godt forstå den bekymring I fremfører, og jeg vil derfor i næste folketingssamling fremsætte forslag om at ændre restaurationslovens §27, så tjenerelever samt værters børn og børnebørn under 18 år igen kan arbejde med alle typer af arbejdsopgaver indtil kl. 24.,” lyder det fra erhvervsministeren.

Se HORESTA og 3Fs brev her, samt svaret fra Brian Mikkelsen her.

 

For yderligere information kontakt:

Kirsten Munch Andersen

Politisk direktør, 
Politisk afdeling
Tlf.: +45 35 24 80 80
Mobil +45 27 24 00 02

kma@horesta.dk

Kirsten

Kommentarer