Horesta

 

Nyheder

Hvornår må politiet forbyde unge adgang til din virksomhed?

Branchenyt11. maj 2017

Hvornår må politiet forbyde unge adgang til din restaurant? Dette spørgsmål har været til debat i Sønderjylland de seneste måneder.

I restaurationsplanen for Syd- og Sønderjylland står der nemlig, at politiet har mulighed for at forbyde unge under 16 år at færdes på restauranter, hvor udskænkning er det bærende element. Lige såvel kan det forbydes, at unge under 18 år opholder sig i disse virksomheder efter kl. 24, selvom de skulle være i følgeskab med en myndig.

Ifølge HORESTA blev denne del af restaurationsplanen dog misforstået og misbrugt i Syd- og Sønderjylland, da politiet nedlagde denne type forbud over alle regionens restaurationer uden at foretage en individuel vurdering af hver restauration.

”Forbudene er et vigtigt værktøj, men tilgangen i Sønderjylland har været dybt misforstået og kritisabel, efter vores mening. Derfor glæder det os, at Justitsministeriet nu har reageret på vores henvendelse. Det nytter nemlig ikke, at trække regler af denne type ned over alle virksomheder i vores erhverv, da restaurantvirksomhederne er vidt forskellige”, siger Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef i HORESTA.

Justitsministeriet har meddelt Syd- og Sønderjyllands politi, at der altid skal foretages en konkret vurdering af den enkelte ansøgning om alkoholbevilling, herunder eventuelle særlige vilkår, som knyttes til bevillingen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har udsendt informationsbrev til borgmestrene i Syd- og Sønderjylland herom.

Såfremt du oplever eller har oplevet problemer i relation til din konkrete virksomhed i relation til ovenstående, skal jeg bede dig rette henvendelse til dit kommunale bevillingsnævn. Du er velkommen til at kontakte erhvervsjuridisk chef, Kaare Friis Petersen for råd og vejledning.

 

 

For yderligere information kontakt:

Kaare Friis Petersen

Erhvervsjuridisk chef,
Erhvervsjura
Tlf.: +45 35 24 80 80k.petersen@horesta.dk

medarbejder_HORESTA

Kommentarer