Horesta

 

Nyheder

Huskeseddel når du rekrutterer gennem online platforme

Branchenyt02. feb 2017

Rekruttering sker ikke længere kun gennem de klassiske kanaler. Der er på grund af den teknologiske udvikling sket en stigning i antallet af online platforme, der formidler arbejdskraft.

Med begrebet ’online platforme’ menes der jobformidlere på nettet, som tager en kommission for at matche potentielle jobtagere med arbejdsgivere, der mangler et ekstra sæt hænder for en kortere periode. Arbejdstagerne kan dermed overvåge portalerne og stille sig til rådighed for vagter, som passer dem.

I en periode som nu, hvor der er mangel på arbejdskraft, kan der være mange fordele ved at tænke ud af boksen, når man rekrutterer nye medarbejdere. En mulighed er at bruge online platforme, da de gennemfører en form for screening af potentielle nye medarbejdere for den enkelte virksomhed.

Men vælger man at bruge en online platform til rekruttering, er det vigtigt, at man som virksomhed husker på, at situationen reelt ikke adskiller sig fra rekruttering gennem ordinære kanaler som f.eks. jobformidlingen.

Hvis online platformen ikke opererer som et decideret vikarbureau, vil virksomheden derfor på sædvanlig vis blive arbejdsgiver for de personer, virksomheden rekrutterer gennem platformen. 

Pligt til at overholde overenskomster og lovgivning

Advokat Jesper L. Hollegaard udtaler: ”En virksomhed, der rekrutterer gennem en online platform, skal overholde alle sine normale forpligtelser som arbejdsgiver. Det vil i praksis betyde, at virksomheder, der er omfattet af kollektive overenskomster, også skal overholde alle sine overenskomstmæssige forpligtelser i forhold til de personer, de rekrutterer gennem platformen.”

Desuden skal alle virksomheder overholde gældende ansættelsesretlig lovgivning - det vil sige ferieloven, arbejdsmiljøloven, sygedagpengeloven m.v. Virksomheden skal også på sædvanlig vis tegne forsikringer og indbetale korrekt skat.

Hvis I overvejer at benytte jer af en online platform til rekruttering, er I velkomne til at kontakte HORESTA’s juridiske callcenter alle hverdage mellem 08.30 og 18.00 på 3524 8040.

 

For yderligere information kontakt:

Jesper L. Hollegaard

Advokat, 
Juridisk afdeling
Tlf. +45 35 24 80 80jlh@horesta.dk

Jesper Hollegaard

Kommentarer