31. aug 2012Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har lanceret et nyt mad- og måltidspolitisk udspil, ”Sund madglæde”.
Med udspillet inviterer Fødevareministeriet alle til at byde ind med ideer og projekter, der kan fremme den sunde madglæde.
Der er således ikke tale om en udtømmende plan, men derimod et udspil, der samler en række initiativer, som tilsammen viser en ny retning på Fødevareministeriets arbejde med mad- og måltidsområdet.
Hos HORESTA hilser man initiativet velkommen.
- Jeg hæfter mig ved, at ministeren ønsker den positive tilgang til maden og sundheden helt fra barns ben af. Kundskaber om og glæden ved mad i barndommen er afgørende for vores madkultur og prioritering af måltider. Det er oplagt for HORESTA at tilslutte sig tiltag, der kan bidrage til at øge tilgængeligheden af sundere og velsmagende valg, siger HORESTAs fødevarechef Tine Skriver i en kommentar til Fødevareministeriets udspil.
- Jeg glæder mig desuden over ministerens prioritering af Nøglehullet på Spisesteder med det ambitiøse mål, at der årligt bliver nøglehulcertificeret 300 spisesteder, tilføjer
Tine Skriver.
HORESTAs fødevarechef håber desuden, at ministeriets udspil også kan føre med sig, at, der fremadrettet vil blive prioriteret flere forskningsmidler til fremme af bedre måltidsvaner med henblik evident viden om, hvilke tiltag virker i praksis.
Læs mere og se publikationen "Sund Madglæde".