Tilbage til graviditetsloven.
Delvis genoptagelse uden forlængelse af orloven
På nær de første 2 uger efter fødslen, hvor moderen er forpligtet til at holde orlov, kan lønmodtagerne genoptage arbejdet i op til 29½ time pr. uge og maksimalt 80 % af den normale ugentlige arbejdstid – uden at der sker en forlængelse af orlovsperioden. Retten til dagpenge bortfalder for den tid, arbejdet er genoptaget.
Det er en forudsætning for den delvise genoptagelse af arbejdet under orloven, at der foreligger en aftale mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren herom. Parterne skal altså være enige – også om vilkårene for den delvise genoptagelse.
Delvis genoptagelse af arbejdet kombineret med en tilsvarende forlængelse af orlovsperioden Lønmodtagere kan også vælge at genoptage arbejdet på deltid samtidig med, at orlovsperioden forlænges tilsvarende.
Er arbejdet genoptaget på f.eks. halv tid i hele forældreorlovsperioden (32 uger), kan orlovsperioden forlænges til det dobbelte og således til i alt 64 uger på halve dagpenge. Også her er det en forudsætning, at der foreligger en aftale mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren.
Hvis lønmodtageren fratræder, inden den forlængede periode er afholdt, er retten til dagpenge betinget af, at lønmodtageren indgår aftale med en ny arbejdsgiver om forlængelse af perioden.