Horesta

 

Ferie og feriefridage

Feriefridage

Medarbejdere, der er omfattet af HORESTAs overenskomster, har i tillæg til ferie efter ferieloven ret til op til 5 feriefridage. I henhold til hovedoverenskomsten mellem HORESTA og 3F optjenes feriefridage løbende, således at en medarbejder har ret til 1 feriefridag efter 3 måneders ansættelse, 4 feriefridage efter 6 måneders ansættelse og 5 feriefridage efter 9 måneders ansættelse. Hvis en medarbejder har opnået minimum 9 måneders anciennitet før et ferieårs begyndelse, dvs. 1. maj det pågældende år, har medarbejderen ret til 5 nye feriefridage i alle efterfølgende ferieår under ansættelsen.


Placering og afholdelse af feriefridage

Feriefridagene placeres efter aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren under hensyntagen til såvel medarbejderens ønsker som virksomhedens driftsmæssige behov.  

Feriefridagene skal som udgangspunkt gives i hele dage, idet de dog skal omregnes til timer. For en fuldtidsansat medarbejder udgør 1 feriefridag således 7,4 timer og 5 feriefridage udgør dermed 37 timer. Reglen om omregning til timer bevirker, at en feriefridag kan afholdes, uanset om medarbejderen er vagtplaneret til flere eller færre timer end 7,4 den pågældende dag. Det betyder også, at 37 feriefridagstimer kan udgøre mere eller mindre end 5 feriefridage, alt afhængig af hvor lange vagter feriefridagene placeres på.

For en deltidsansat medarbejder udgør 1 feriefridag et timetal svarende til medarbejderens gennemsnitlige timetal over de sidste 13 uger forud for feriefridagens afholdelse.

Udbetaling af kompensation

Hvis feriefridagene ikke holdes fx i forbindelse med fratrædelse, skal de kompenseres økonomisk. Du kan læse mere om kompensationen i HORESTAs notat om feriefridage.


Ingen overenskomst

Medarbejdere, der ikke er overenskomstansatte, har i udgangspunktet ikke ret til feriefridage. Det er dog efterhånden ofte tilfældet, at der aftales feriefridage i tillæg til ferie efter ferieloven. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke findes almindeligt gældende regler for optjening og afvikling af feriefridage for ikke-overenskomstansatte, idet feriefridage ikke er omfattet af ferieloven. Det betyder, at det er vigtigt at have fastlagt nogle klare vilkår for, hvad der gælder om feriefridage. Regler for feriefridage kan enten fastsættes i ansættelseskontrakten eller i en eventuel personalehåndbog.


Juli 2016


 

login  



Få et login/password >Har du glemt dit password? >

Nyhedsbrev

Tilmeld dig HORESTAs nyhedsbrev og hold dig opdateret på branchenyt, lovgivning, arbejdsret, fødevarer og miljø
Tilmeld nyhedsbrev >