Horesta

 

Bonusordninger

Bonusordninger

Bonus kan være en vigtig motivationsfaktor, der har til formål at sikre større effektivitet hos medarbejderne og dermed være med til at skabe positive tal på virksomhedens bundlinje.

Målsætninger og begrundelser for at indføre bonusordninger kan variere meget fra en virksomhed til en anden. I mange tilfælde kan begrundelserne opdeles i følgende hovedgrupper: Motivation, mersalg, styring, økonomi og tradition. Det er særdeles vigtigt at koble en bonusordning med virksomhedens overordnede forretningsstrategi, mål, værdier og kultur med henblik på at sikre en sammenhæng mellem medarbejderens motivation og virksomhedens overordnede mål.

Der findes mange forskellige former for bonusordninger og incitamenter. Der kan eksempelvis sondres mellem bonusordninger, der på den ene eller anden måde involverer et medejerskab (aktier, aktieoptioner eller warrants), og bonusordninger, der ikke på nogen måde involverer et medejerskab, men derimod er ”kontante”, forstået på den måde, at bonussen altid på et eller andet vis kan beregnes i kroner og ører.

F.eks. kan en bonusordning gå på omsætningen. Formålet vil være at forøge omsætningen. Af ordningen kan det fremgå, at såfremt budgettet for omsætningen opfyldes, udløser dette en engangsbonus på kr. 5.000,-, øges omsætningen med f.eks. 10 % over budgettet, vil dette udløse en engangsbonus på kr. 10.000,-. Ordningen kan ske over et år, eller f.eks. deles op i kvartaler, hvor der er mulighed for at opnå en bonus for hvert enkelt kvartal.

En bonusordning kan f.eks. også have som formål at nedbringe indkøbspriserne på varer, hvor medarbejderen forhandler priserne med leverandører og samarbejdspartnere. Bonussen kan da udgøre en procentdel af besparelsen.

Ved udformning af en bonusordning og fastsættelse af de enkelte kriterier, som vil udløse bonussen, bør virksomheden altid holde for øje, at bonusordningen ikke bliver alt for kompliceret og svært at gennemskue. I modsat fald kan ordningen miste sin incitamentskabende effekt og risikerer derfor ikke at virke efter hensigten. Den optimale bonusordning skal være udformet således, at de enkelte medarbejdere kan mærke og måle resultater i deres arbejde og indsats, gerne baseret på objektive kriterier, da det så er nemmest at påse, om bonusmålet er opnået.

Enhver virksomhed skal i sin anvendelse af bonusordninger være opmærksom på både den i området gældende lovgivning og de traditioner og forventninger, der måtte være. Ved udformning af en bonusordning vil en virksomhed gør klogt i at overveje, hvordan man skal forholde sig til bonusordningen i tilfælde af bl.a. medarbejdernes sygdom, ferie, barsel, opsigelse, fritstilling mv. Yderligere skal det klart fremgå, hvorledes bonussen beregnes, for hvilken periode, hvornår det meddelelse, om der udbetales en bonus samt hvornår udbetaling vil ske.

Hvis medarbejderen er dækket af HORESTA’s og 3F’s overenskomst, vil en bonusordning være aflønning ud over lønnen og tillæggene, som følger af overenskomsten.

HORESTA Arbejdsgiver rådgiver om valg af bonusordninger, bistår i alt fra udformning til implementering af nye ordninger, gennemsyn, vurdering og fortolkning af de eksisterende.

Bemærk venligst, at ovennævnte ikke er og ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Medlemsvirksomheder anbefales at kontakte HORESTA´s juridiske afdeling for yderligere rådgivning på tlf. 35 24 80 40 eller e-mail callcenter@horesta.dk.

 

For yderligere information kontakt:

Karina Lindewald

Juridisk chef, advokat
Juridisk afdeling
Tlf. +45 35 24 80 80kli@horesta.dk

Medarbejdere
login  



Få et login/password >Har du glemt dit password? >

Nyhedsbrev

Tilmeld dig HORESTAs nyhedsbrev og hold dig opdateret på branchenyt, lovgivning, arbejdsret, fødevarer og miljø
Tilmeld nyhedsbrev >